Greener agriculture and science
Project description
Projektet har til formål at udvikle og implementere STEM-baseret undervisning for elever på erhvervsuddannelserne til produktionsgartner og landmand. Gennem etablering af Levende Laboratorier og udvikling af modulopbyggede undervisningsmaterialer, skal eleverne lære at omsætte naturvidenskab og teknologi til bæredygtig praksis i jordbrugserhvervet. De nye undervisningsforløb kan især bruges på gartneruddannelsen, hvor der netop er trådt en ny bekendtgørelse i kraft samt i det nye økologispeciale på landbrugsuddannelsen.
Projektet gennemføres i samarbejde mellem Roskilde Tekniske Skole (Vilvorde og Landbrugsskolen Sjælland), Kold College og Jordbrugets Uddannelsescenter (JU), Videncenter for Jord- og Landbrug og løber fra 2026 til medio 2029. Dermed er alle tre skoler, der udbyder gartneruddannelsen i Danmark, repræsenteret i projektet. De Levende Laboratorier omfatter bl.a. svampeproduktion, hydroponi, regenerativt jordbrug og skovhaver. En udviklingskonsulent ansættes til co-teaching samt til at understøtte undervisere og koordinere udviklingen. Projektet inkluderer kompetenceudvikling af undervisere, samarbejde med virksomheder og forskningsinstitutioner, samt bred formidling af resultater.
Målet er at gøre eleverne til aktive medskabere af den grønne omstilling, styrke deres innovationskompetencer og etablere skolerne som faglige fyrtårne inden for grøn EUD-undervisning.