From the field to the menu - cross disciplinary collaboration for sustainable practice didactics

Recipient
Simon Neistskov Sørensen
TECHCOLLEGE
Project number:
00083420
Grant amount
2.960.585 DKK
Year
2025

Project description

Hvad handler projektet om?

Med projektet vil vi etablere en nytænkende undervisningsarena med bæredygtighed, grøn fødevareproduktion og regenerativ dyrkning for erhvervsskoleelever omkring markerne på en nedlagt gård på Techcollege. Formålet er at flytte undervisningen ud af klasselokalet og ind i autentiske rammer, hvor eleverne får mulighed for at arbejde konkret med alle led i fødevarekæden – fra mark til menu. Marken skal fungere som et pædagogisk og fagligt laboratorium, hvor elever gennem praktiske og sanselige læringsoplevelser opbygger kompetencer til at handle på viden om bæredygtighed og grøn omstilling. Der arbejdes tværfagligt mellem fødevareuddannelser og jordbrugsuddannelser for at styrke håndværket, praksisfagligheden, det grønne mindset og elevernes handlekraft i forhold til fremtidens klimamæssige udfordringer.

Hvilke aktiviteter indgår og for hvem?

Projektet omfatter 6 trin over 3 år og aktiviteterne spænder fra konceptudvikling, udvikling af undervisningsforløb til konkrete eksperimenter ved marken og gården, etablering af udefaciliteter, f.eks. udekøkkener og afholdelse af fællesskabsaktiviteter som høstmarkeder og fællesspisninger. Undervisningen tager afsæt i bæredygtighedsdidaktik med fokus på viden, engagement, visioner, praktik og handlekompetence. Projektets primære målgruppe er erhvervsskoleelever og faglærere på fødevare- og landbrugsuddannelserne og sekundært elever fra brobygningsforløb, 13U-klasser samt fødevarebranchen. Der vil deltage ca. 750 EUD-elever fordelt på forskellige skoleforløb gennem projektperioden.

Hvorfor er projektet vigtigt?

Vores nuværende fødevaresystemer er grundlæggende uholdbare og bidrager massivt til klima- og biodiversitetskrisen. Samtidig har nogle unge svært ved at blive motiveret af klassisk undervisning uden tydelig kobling til praksis. Vi vil tilbyde en ny form for undervisning, hvor elever arbejder med rigtige problemstillinger i autentiske rammer, hvilket øger elevernes praksisfaglighed. 

Projektets tidsperiode og det ansøgte beløb

Projektet løber fra 1. januar 2026 til 31. december 2028. Villum Fonden ansøges om 2.960.585 kr. og Techcollege egenfinansierer projektet med 375.259 kr.