News

Millionstøtte sikrer Roskildes vikingeskibe fremtidssikker havn

Med støtte fra bl.a. VILLUM FONDEN, Roskilde Kommune og en finanslovbevilling er der nu fundet finansiering til at sikre de fem vikingeskibe i Roskilde for eftertiden. Det skal ske gennem opførelse af en ny udstillingsbygning, der sikrer de umistelige skibe mod stormflod, stigende vandstand og nedbrydende dagslys.
Date
Insert related sub-area here

Med den samlede bevilling på i alt 285 mio. kr. kan Vikingeskibsmuseet se frem til opførelsen af en ny, fremtidssikker udstillingsbygning til de fem vikingeskibe, der hører til blandt Danmarks ypperligste kulturarv. Her skal de besøgende møde den store og medrivende fortælling om, hvordan vikingerne ændrede verden med deres skibe – og hvordan den verden de mødte, ændrede dem. Samtidig får museet en ny velkomstbygning og nye udearealer, der sikrer de besøgende en sammenhængende museumsoplevelse.

Milliondonationer fra tre danske fonde

VILLUM FONDEN støtter med 60 millioner kroner, Augustinus Fonden støtter med 50 millioner kroner, og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond bidrager med 25 millioner kroner.

”Vi er glade for med denne donation at kunne fortsætte støtten til Vikingeskibsmuseet - en involvering der rækker helt tilbage til VILLUM FONDENs stifters bror, Aage Kann Rasmussen. Det kommende projekt vil skabe sikre rammer om en vigtig del af Danmarks og Europas historie og give besøgende mulighed for at opleve nye sider af vikingerne, deres imponerende håndværk og rige søfartskultur,” udtaler formand for VILLUM FONDEN, Jens Kann-Rasmussen.     

Om støtten og fremtiden for vikingeskibene siger museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen:

”Jeg er ikke bare glad. Jeg er også enormt lettet over, at vi nu kan komme i gang med at beskytte skibene mod den tilbagevendende stormflodstrussel. Jeg er dybt taknemmelig for den generøse støtte, vi har fået til at sikre vores umistelige kulturarv i helt nye rammer og med helt nyt formidlingsmuligheder”.

Processen mod et nyt Vikingeskibsmuseum

Vikingeskibsmuseet har gennem flere år arbejdet med planer for et nyt museum. I 2019 forelå et prospekt udviklet på baggrund af Kulturministerens affredning af Vikingeskibshallen og en statslig bevilling til sikring af de originale vikingeskibe. Forudsætningen for prospektet var, at de fem originale vikingeskibe fortsat skulle udstilles i et stort dagslyst rum, på deres nuværende placering og med fjorden som baggrund – men i en ny bygning, der kunne beskytte dem mod vandstandsstigning og stormflod.

Nye krav

Kravene til den fremtidige udstilling af skibene er siden blevet skærpet. Undersøgelser af skibenes konserveringsmæssige tilstand har vist, at konserveringsmaterialet nedbrydes af lys og UV. Skibene skal derfor udstilles i en Black Box. Det nye krav har ændret forudsætningerne for den samlede løsning, og da Erik Christian Sørensens tanke om at udstille skibene med fjorden som baggrund ikke kan videreføres, giver det heller ikke mening at opføre den nye udstillingsbygning i vandkanten.

Vikingeskibene er klassificeret som værende af enestående national betydning. De repræsenterer samtidig en fælles nordisk kulturarv med betydning for hele verden. I 2021 fik Vikingeskibsmuseet optaget de nordiske klinkbådstraditioner på UNESCOs repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.

Læs mere

Læs om projektet på Vikingeskibsmuseets hjemmeside.

Vikingskibsmuseet