Mere liv med luft og lys - 20 projekter rykker hverdagen ud i det blå
Fællesskaber i vildmarken, et udendørs forsamlingshus, uderum til rehabilitering…Spændvidden er stor blandt projekterne, der med støtte fra VILLUM FONDENs pulje Dagslys og frisk luft rykker hverdagens aktiviteter ud under åben himmel.
Fra motion og arbejde til uddannelse og samvær. For rigtig mange af os foregår både de små og store dele af livet indendørs.
Med Dagslys og frisk luft-puljen ønsker VILLUM FONDEN at give flere mulighed for at opleve mere af livet i naturens luft og lys. I år er trivsel på tværs af landsbyer, innovative læringshaver og fællesskaber mellem veteraner og udsatte unge blandt opgaverne for de bevilgede projekter, der fordeler sig over landet.
Der åbnes for ansøgninger igen i starten af 2023. Hold øje med vores Facebook og LinkedIn og her på hjemmesiden, hvor puljen annonceres.
Vild med Natur
For daginstitutionsbørn ml. 0-6 år. Esbjerg Kommune vil med projektet undersøge effekten af natur- og børnehavetilbud, og give alle børn mulighed for at komme i et længere forløb i en skovbørnehave i løbet af deres børnehavetid. Til formålet indkøbes bl.a. to læringstavler, der skal være med til at understøtte projektet og sikre spændende og lærerige lege, dialoger og aktiviteter.
Dagslys og frisk luft for elever på Kofoeds Skole
Kofoeds Skole i Århus vil gøre det nemmere foralle skolens elever at deltage i udendørsaktiviteter – bl.a. ved indkøb af diverse udelivsudstyr til brug i skoven og stranden, på fisketure, "havhold", havehold, motionshold og ved almindeligt socialt samvær. Kofoeds Skoles fokus er på ledige og socialt udsatte borgere mellem 18-67 år, og skolen arbejder med at styrke eleverne socialt, fagligt og personligt gennem værkstedsarbejde, og samarbejde med andre elever.
Fugle uden grænser
Foreningen Christiansøs Naturvidenskabelige Feltstation har modtaget bevilling til formidlingsprojekt Fugle uden grænser, der bl.a. vil forlænge ringmærkerens formidlingsarbejde på feltstationen, således at han ved siden af det videnskabelige arbejde også får mulighed for at give sin viden og inspiration videre til besøgende igennem små guidede ture og senere i form af tilgængeligt inspirationsmateriale.
Vildmarksmødelokale
Faaborg-Midtfyn etablerer projekt Vildmarksmødelokale, der indgår i det overordnede forsøgsprojekt "Ud i Naturen - Ind i Fællesskabet", der løber fra 2022-2022. Formålet med projektet er at teste nye metoder i arbejdet med veteraner og sårbare unge. Projektet henvender sig til alle veteraner på Fyn, skadede som ikke-skadede, og har i de første to år arbejdet med ca. 50 veteraner og 150 unge. I projektet arrangeres et bredt udvalg af aktiviteter med naturen som omdrejningspunkt; bl.a. mountainbike, træklatring, sejlads, skydning, ridning, UV-jagt og forskellige former for "busch-craft"
Med baggrund i de erfaringer vil en gruppe udsatte unge og veteraner bygge en raftehytte/mødelokale i naturen, til brug for andre udsatte grupper. "Mødelokalet" udstyres med de samme funktioner, som et indendørs mødelokale, men dog stadig så tæt på naturen som muligt. Lokalet vil kunne opvarmes med brændeovn og bruges til fremvisninger via strøm fra batteri.
Grenaa Formidlingsbro
Kyst- og Fjordcenteret; Grenaa Naturskole, vil etablere en formidlingsbro ved Grenaa Naturskole med fokus på dansk natur og havmiljø, så man kan undervise ved vandet i Grenaa havn. I dag er der ingen mulighed for at komme tæt på havet og det kystnære landskab. Grenaa Naturskole tilbyder bl.a. årstidsspecifik naturvejledning for lokalområdets skoler og børnehaver, kanoture m.m.
En fastbro anlægges fra strandkanten ud til formidlingsbroen, hvilket gør det muligt for personer i kørestol, eller personer der er dårligt gående, at deltage i "naturformidling på vandet".
Sløjdlokale i Skoven
KFUM Spejderne Egtved og Vejle, vil opføre et sløjdlokale med værkstedsfaciliteter i skoven. Siden vil spejderne udarbejde aktiviteter med inddragelse af lokalsamfundet - herunder skole, dagtilbud og ældre.
I samarbejde med Egtved Skole har spejderne været optaget af, dels at understøtte de aktiviteter, man allerede deler, dels at lade sig inspirere og tage ved lære af hinanden til at udvikle aktiviteter, der ikke ligger i direkte forlængelse af det spejder- eller skolearbejde, der traditionelt tilbydes. Skolen bruger i dag spejdernes bålhytte og udekøkken i deres ”madlavningsundervisning”, og har etableret en køkkenhave til gavn og glæde for både skole og spejdere, mens man med et fælles sløjdlokale, vil kunne vil kunne dele nye værktøjer og erfaringer - her bare i træ.
Naturlegeplads og fælles frugthave
Borgergruppen Gesten Lokalgruppe vil anlægge et fælles mødested, frugthave og naturlegeplads til gavn, glæde og socialt samvær for alle byens borgere. Den aktive borgergruppe vil selv plante og etablere, og indbyder alle byens borgere til at være med ved at plante egen busk eller træ.
Etablering af Klatretårn og adventure-miljø
Sdr. Nærå Friskole og Midtfyns Efterskole vil etablere klatretårn og adventure-miljø på Midtfyns Efterskole og Sdr. Nærå Friskole.
Skolen har for et par år siden etableret et tårn til rappelling til skolens Brand- og Politilinje, og kan nu videreudvikle disse faciliteter ved at etablere to sider med klatrevægge. Rappelletårnet bruges i undervisning på linje- og valgfag på efterskolen, men med udvidelsen med yderligere to klatrevægge, vil man samtidig kunne skabe et udendørs adventure-miljø, til gavn og glæde for både efterskole- og friskoleelever samt alle klatreinteresserede i lokalområdet. Videre er man i dialog med en klatreforening om at udvikle et samarbejde om udvikling og anvendelse af klatrevæggen, samt løbende uddannelse af lokale klatreinstruktører.
Uderum til rehabilitering og træning i Aakirkeby
Bornholms Regionskommunevil etablere projekt Uderum til rehabilitering og træning i Aakirkeby. Projektet er del af et byudviklingsprojekt, der omhandler etablering af en bæredygtig rehabiliterings- og sansehave ved Aakirkeby Hallerne for folk med funktionsnedsættelser, samt byens og øens ældre borgere. Med det nye uderum vil man flytte dele af genoptræningsaktiviteter og ældremotion ud af stuerne, træningslokalerne og hallerne, ud i den friske luft i grønne omgivelser. Indretningen vil også give mulighed for, at bedsteforældre og børnebørn kan træne og lege side om side.
Sprogense - Læsning i den friske luft
Nordfyns Erhverv og Turisme (NEET) modtager støtte til projekt SPROGENSE, der bl.a. omhandler læsning i den friske luft i udendørs fortælle-, lærings- og fordybelseshuler. I samarbejde med Dansk Sprognævn afholder man årligt sprogfestivalen SPROGENSE, hvor der skabes platforme og dialoger, leg og aktiviteter med og om sproget, indendørs og udendørs i hele byen. Til dette formål udvikles og implementeres to fortælle-, lærings- og fordybelses-/ læsehuler, der opstilles til læsning udendørs. Læsehulerne etableres af stationære og mobile enheder, der kan placeres forskellige steder i området, således at flest mulig får gavn og glæde af dem. De udendørs læsehuler er startskuddet og en del af en større strategi, hvor sproget bringes ud i alternative friluftsfællesskaber, der bringer folk ud for at tale sammen, fordybe og udvikle sig.
Hjerteparken
Søby, Højslev & Dommerby Borgerforening, Skive, vil etablere projekt Hjerteparken, et samlingssted for de tre nævntelandsbyer, der tilsammen kalder sig "hjerteklyngen". Visionen erat skabe god trivsel for alle borgere på tværs af de tre landsbyer. i vores Hjertepark. Byernes borgere varetager selv hele projektet, og vil selv forestå det meste af anlægget, kommende arrangementer, videndeling med meget mere.
Lærings- og Parkmiljø og Urtehave ved Hedensted Skole
Hedensted Kommune vil etablere projekt Lærings- og Parkmiljø og Urtehave ved Hedensted Skole. Skolen har 850 elever, og ligger midt i Hedensted by med tre børnehaver, bibliotek, idrætshal og plejecenter i nærheden. Derudover støder flere boligkvarterer op til skolens område. Dermed kan udendørsarealet også skabe glæde for mange øvrige grupperinger i lokalområdet. Med projektet vil man skabe et inspirerende område omkring skolen, der motiverer elever fra 6-16 år til mere bevægelse, udeundervisning og fællesskaber mellem store og små.
Uderum i Skovhaven - Et grønt og tilgængeligt læringsmiljø
Egmont Højskolen, Odder, vil etablere tre udendørs undervisningsrum i skolens skovhave, der kan benyttes i al slags vejr: Havehuset, Madhuset og Gårdhuset. Videre vil man anlægge et fastere underlag på skovhavens hovedstier, som er velegnede for kørestolsbrugere, og som integrerer Skovhaven i skolens stisystem. Man vil også udvide med en boardwalk gennem en tilstødende lille skov. Egmont Højskolen er en almindelig folkehøjskole med et særligt ansvar for fysisk og psykisk handicappede. Skolen har 215 elever, heraf flere med handicap. Skolen blev grundlagt i 1956 som en højskole for vanføre, men blev i 1972 en højskole for alle - men med fokus på rummelighed på alle planer.
Specialindrettede udendørs landskabs- og læringsrum til børn med vidtgående udviklingshandicap
Stensagerskolen, Aarhus Kommune, vil etablere specialindrettede udendørs landskabs- og læringsrum til børn med vidtgående udviklingshandicap. I alt tre selvstændige udendørs gårdrum til hhv. bevægelses- og værkstedsgård, musik- og cafégård samt udendørs "snoezelrum" - sanserum.
Stensagerskolen har plads til 250 børn og unge med vidtgående udviklingshandicap. Med elevernes særlige udfordringer og behov er der brug for rum og plads til, at eleverne kan trække sig fra det sociale fællesskab. På skolen har man ambition om at løse dette behov ved at lave flydende overgange mellem inde og ude, og sørge for, at der er plads til det enkelte barns udvikling. Projektet vil øge antallet af nicher og områder, der kan opleves konflikt- og stressfrit for eleverne, og skabe et udendørs frirum.
Nyborg Matematik Park
Foreningen Nyborg Aktivitetspark modtager støtte til etablering af udendørs-matematikparkens fjerede fase, der har fokus på vægt- og tidsforståelse, og støtte til udvikling og udbud af lærerkurser, så de nye "hands-on" undervisningsmetoder kan udbredes til hele landet.
Undervisningsparken bruges til undervisning af både talblinde og øvrige elever i matematik og regning, samt til kurser for lærere - i samarbejde med Undervisningsministeriet, Aarhus Universitet og en række skoler og undervisningsinstitutioner. Nyborg Aktivitetspark har tidligere modtaget støtte til etablering af anden fase af Danmarks første udendørs undervisningsområde/-speciallegeplads indrettet specielt til forståelse og leg relateret til praktisk matematik og regning.
Flokken på Dokken - Sæbys unge skaber havnens nye mødesteder
Frederikshavn Kommune, Sæby, vil i samarbejde med undervisningsvirksomheden By Rum Skole realisere projekt Flokken på Dokken - Sæbys unge skaber havnens nye mødesteder.
Med inddragelse og udgangspunkt i Sæbys unge vil projektet i et tværfagligt samarbejde skabe tre attraktive og aktive udemødesteder mellem Sæby bymidte og Sæby havn. De tre mødesteder skal på hver sin måde indbyde og inspirere byens unge og øvrige borgere til udendørs ophold og aktiviteter i dagslys og frisk luft. Gennem design- og bygge-workshops for de unge vil man sammen skabe attraktive miljøer til ophold, samtale og læring på ruten mellem Sæby bymidte og Sæby Havn, og undervejs sætte havnens arkitektur, historie, uderum og brug til debat i Frederikshavn kommune.
De Grønne Læringsrum - for en lysere fremtid
Mellemfolkeligt Samvirke har til huse i en tidligere realskole på Nørrebro, der drives som et fælles NGO-hus, der huser femten øvrige organisationer - herunder Ungdomsbyen og Den Grønne Ungdomsbevægelse. Med projektet vil man etablere et udendørs lærings- og handlerum i den fælles bygård, en tagterrasse med orangeri, en undervisningstribune, samt et fleksibelt, overdækket forsamlingsrum med tavlevæg.
I dag foregår alle aktiviteter indendørs, og kun når vejret viser sig fra sin bedste side kan undervisere og mødeledere vælge at flytte dele af aktiviteterne ud i bygården. Man vil derfor etablere aktive uderum, der vil skabe helt nye muligheder for husets brugere og matche mange af foreningernes grønne dagsordener. De ansøgende organisationer huser årligt 200-250 skole- og gymnasieklasser, 30-40 interne kurser, 50-60 eksterne aftenkurser, samt over 300 foreningsmøder – med et samlet brugertal på ca. 10.000 om året.
Spiralen
Brande Højskole vil etablere projekt Spiralen - et udendørs multiaktivitetsmøbel. Projektet omhandler endelig udarbejdelse og opsætning af multiudendørsaktivitetsmøblet "Spiralen", tegnet og udfærdiget af Schønherr. Formen på "Spiralen" tager afsæt i Fibonaccis spiral, der med sine proportionelt voksende bueslag naturligt skaber varierede rumligheder, der modsvarer et varieret funktionsprogram. Formen i aktivitetsmøblet bygges op som et terrasserende møbel i flere niveauer med trapper og plateauer. Der er på en og samme tid tale om en skulpturel struktur og et aktivitetsmøbel - formen balancerer ligeværdigt imellem æstetik og funktion. Det dynamiske formsprog vil motivere til forskellige aktiviteter, undervisning, ophold, undersøgelse og opdagelse - herunder teater, yogaundervisning m.m.
Scenen i Stoholm: hele byens udendørs forsamlingshus
Stoholm Borgerforening vil i samarbejde med Viborg Kommune gennemføre det lokale projekt Scenen i Stoholm: hele byens udendørs forsamlingshus.
I dag har Stoholm en gammel scenebygning, sidst renoveret i 1980´erne, men brugt sjældent siden. Scenen fremstår lukket, og har kun været tilgængelig for organiserede aktiviteter i byen. Den nye scenebygning vil blive offentlig tilgængelig i alle døgnets timer. Den vil kunne huse større arrangementer, hvor der er behov for en scene i traditionel forstand med tilhørende ophæng af teknik m.m. - men er også indrettet, så den opfordrer til fysisk udfoldelse: f.eks. cykelkørsel, parkour, klatring for børn etc. Bygningen kan videre bruges som udendørs samlings- og opholdssted, madpakkehus og lignende. I projektets videre proces, vil man udvikle platform-inddelingerne, så de er tilgængelige for handicappede.
’Køkkenhaven’ – ny sanse- og nyttehave ved Regionshospitalet Gødstrup
Afdeling for Ernæring ved Regionshospitalet Gødstrup, Herning Kommune, vil etablere ’Køkkenhaven’ – ny sanse- og nyttehave. Projektet omhandler etablering af ny sanse- og nyttehave, og nytænkning af hospitalets udearealer, der matcher idéen om fremtidens sundhedsvæsen, hvor arkitektur, omgivelser og optimerede arbejdsgange tænkes sammen. Udover et roligt og afstressende landskabsrum i dagslys og frisk luft, der kan optimere pauser i et behandlingsforløb, vil haven producere lokale råvarer til direkte anvendelse i de daglige hospitalsmåltider.