Understanding Technology 2025-27
Project description
Videnscenter for digital teknologiforståelse søger 4.231 mio. kr. til gennemførelse af en årlig national TekForstå konference i årene 2025-2027 samt til efterfølgende forankring og formidling af læremidler fra konferencerne med fokus på forskning om og undervisning i digital teknologiforståelse, innovation, fabrikation, making og design (herefter teknologiforståelse) i grundskolen. Det svarer til en konferenceudgift per deltager på 2741 kr. og dertil 941.117 kr. til formidling af læremidler.
Formålet med konferencen er at skabe en faglig og social ramme for videndeling, inspiration og kompetenceudvikling i et netværk af deltagende lærere, pædagoger, skoleledere, konsulenter, forskere og andre med interesse for teknologiforståelse. Det er der behov for, i en tid, hvor grundskolen skal inddrage teknologiforståelse i fagene og udbyde et særligt valgfag i teknologiforståelse i udskolingen.
Konferencen bygger på et kendt format fra FabLearnDK Konferencen, hvor 400 deltagere fra grundskolen årligt har delt og lært af hinandens erfaringer gennem afprøvning, dialog og refleksion i konferencens oplæg og hands-on workshops.
Midlerne søges til at videreføre og videreudvikle dette format, med afsæt i det løbende forsknings- og udviklingsarbejde i centret, til en årlig TekForstå konference i 2025-2027 samt til kuratering, udvikling og formidling af undervisningsmaterialer med og til praktikere i teknologiforståelsesfeltet.