News

Fondene afsætter 320 millioner til klima

VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN har i årtier arbejdet med klima og miljø, både i Danmark og internationalt. Med en ny bevilling på 320 millioner kroner over fem år intensiverer fondene deres fokus på klimadagsordenen i Danmark.
Date
Insert related sub-area here
Fakta om 70i30

70i30 er skabt i samarbejde mellem de tre beslægtede fonde, VILLUM FONDEN, VELUX FONDEN og KR Foundation.

70i30 består af fem konkrete initiativer, der er forankret i en bred partnerkreds.

Under overskriften ’70i30’ støttes en række sammenhængende klimainitiativer, der bl.a. vil frembringe ny viden, øge det folkelige engagement, og styrke børn og unges handlekompetencer. Initiativerne skal ses som et supplement til de mange gode indsatser, der allerede er i gang inden for klimaområdet i Danmark.  

”Klimakrisen er én af vores tid største udfordringer, og hvis vi ikke løser den, kan konsekvenserne blive katastrofale,” siger formand for VILLUM FONDEN, Jens Kann-Rasmussen, og tilføjer: ”Danmark har ét af de mest ambitiøse klimamål i verden. Vi skal i løbet af dette årti gennemføre en grøn omstilling, der kommer til at berøre alle dele af samfundet. Det er en opgave, som VELUX Fondene gerne vil hjælpe med at løse.”

Jens Kann-Rasmussen (tv.) og Hans Kann Rasmussen foran et relief af fondenes stifter, Villum Kann Rasmussen

Formanden for VELUX FONDEN, Hans Kann Rasmussen, supplerer:

”Rundt om i verden arbejder tusindvis af mennesker for at få gjort noget ved klimaforandringerne gennem reduktion af CO2-udledningen. Hvis vi i Danmark kan vise, at de gode idéer også kan realiseres og have den ønskede effekt, så kan de blive brugt som eksempler på og argumenter for de nødvendige forandringer overalt – også i lande med langt større CO2-udledninger end de danske."

Hvor stort er vores CO2-fodaftryk i Danmark?

Ét af hovedinitiativerne i 70i30-projektet er et omfattende data-initiativ forankret på Aalborg Universitet. Mange af de data, vi i dag bruger til at udregne vores CO2-fodaftryk, er mere end ti år gamle. Vi har derfor ikke et retvisende billede af, hvor meget CO2 danskerne egentlig udleder. Forskere tilknyttet Aalborg Universitet vil i de kommende år videreudvikle og opdatere en klimaaftryksberegner, der kan bruges i Danmark og internationalt til at give et bedre billede af vores CO2-fodaftryk.

For at sikre, at de nye data bliver omsat til konkrete løsningsforslag, vil den grønne tænketank CONCITO også modtage en bevilling som led i 70i30-projektet. Bevillingen vil markant styrke tænketankens arbejde med at udvikle konkrete klimaløsninger i samspil med politikere, virksomheder og kommuner.

”Denne unikke bevilling fra Kann Rasmussen-familiens fonde styrker en række klimaorganisationer og -initiativer, som er med til at give os et bedre videngrundlag. På samme tid gør bevillingen det muligt at samle disse organisationer i et fælles hus, hvor der kan skabes et stærkt, fagligt klimafælleskab”, siger Connie Hedegaard, forkvinde for KR Foundation.

Ud over Aalborg Universitet og CONCITO støttes organisationen DeltagerDanmarks arbejde med at engagere befolkningen i klimasagen. Endelig afsættes der midler til en styrket uddannelses- og kommunikationsindsats.

Læs mere om 70i30-initiativerne på KR Foundations hjemmeside.

Contact