Dygtige forskere kan levere nyskabende forskning på højeste internationale niveau. Med årlige uddelinger på omkring 600 mio. kr. er Villum Fonden en af Danmarks største bidragsydere til teknisk og naturvidenskabelig forskning. Vi støtter den ypperste forskning med forankring i de danske universiteter og forskningsinstitutioner.
Sundheds- eller veterinærforskning – f.eks. forskning rettet imod mennesker eller dyrs sundhed, deriblandt ernæring, medicin, biomedicin, farmakologi eller forskning inden for diagnostik og metoder inden for undersøgelse og behandling.
Desuden er ansøgere tilknyttet centre, sektioner, enheder og grupper, hvis primære videnskabelige fokus er inden for disse områder (herunder sundhedsvidenskabelige institutter, hospitaler, Kræftens Bekæmpelse, DTU Sundhedsteknologi og SDU Sundhedsteknologi), ikke berettigede til at søge og vil modtage et administrativt afslag.
Villum Fonden har tilsluttet sig Aftale mellem universiteter og fonde om finansiering af forskningsprojekter. Det betyder, at indirekte omkostninger dækkes gennem et projekttillæg, der beregnes ud fra antallet af projektfinansierede årsværk i visse videnskabelige stillingskategorier.
Det er for hvert enkelt opslag angivet, hvilke retningslinjer for indirekte omkostninger der gælder.
Som ansøger er det tilladt at bruge kunstig intelligens (AI) som hjælpemiddel i skrivningen af din ansøgning. Du skal deklarere brugen når du indsender ansøgningen, og du skal tage det fulde ansvar for det intellektuelle indhold og for at tekst, figurer og referencer i ansøgningen er korrekte.
Det er ikke tilladt for vores eksterne reviewere, vores Arbejdsgruppe for Teknisk og Naturvidenskabelig Forskning eller fondens øvrige videnskabelige komiteer at bruge AI i evalueringen af forskningsansøgninger. Vi følger ERCs retningslinjer for brug af AI i evaluering af forskningsansøgninger, som kan findes her.
Vi beder alle ansøgere om at oprette et ORCID.
Vi forventer, at bevillingsmodtagere løbende rapporterer om deres forskning. Rapporterings-skabelonerne findes her.
Vi følger de offentlige forskningsråds og fondes Open Access-politik med hensyn til de videnskabelige publikationer der kommer ud af vores bevillinger. Omkostninger til Open Access kan ikke dækkes af vores bevillinger.
Villum Fonden har tilsluttet sig principperne i Den danske kodeks for integritet i forskning. Ansøgninger til Villum Fonden om støtte til forskning er videnskabelige produkter ifølge den danske Lov om videnskabelig uredelighed. Af denne grund beder vi dig ved indsendelsen af din ansøgning bekræfte, at den på fair vis anerkender alle væsentlige intellektuelle bidrag fra andre.
Villum Fonden har tilsluttet sig Coalition for Advancing Research Assessment (CoARA) der arbejder for en øget brug af kvalitative bedømmelser, herunder peer review, i evalueringen af forskning og forskere.
Forskningstalent er lige fordelt på tværs af køn, og det er en fordel for det danske samfund, at forskning bliver udført af en mangfoldig gruppe, som blandt andet inkluderer både kvinder og mænd.
Vores mål er, at kønsfordelingen blandt ansøgere og bevillingsmodtagere inden for vores programmer svarer til fordelingen i den samlede pulje af potentielle ansøgere.
Vi ønsker - i tæt samarbejde med universiteterne - at møde forskerne med tillid, frihed og fleksibilitet, så de kan skabe de mest optimale kreative forskningsmiljøer, hvor nye ideer kan opstå og udvikle sig.
Vores programmer er åbne for alle forskere uanset nationalitet, så længe forskningen er tilknyttet en dansk forskningsinstitution.
Modtager du en bevilling fra Villum Fonden, får du også mulighed for at deltage i målrettede seminarer, workshops, ledelsesforløb og netværk. Læs mere under de forskellige programmer.
Villum Fonden har nedsat en række arbejdsgrupper og komiteer, som skal medvirke til, at fondens uddelingsaktiviteter sker på et fagligt, solidt og på anden vis mønsterværdigt grundlag. Det er arbejdsgruppernes formål at bistå bestyrelsen med strategiudvikling samt behandling og indstillinger til beslutning angående ansøgninger og projekter inden for fondenes uddelingsområder og formueforvaltningen.
Læs mere om fondens arbejdsgrupper og komiteer, om deres opgaver, governance mv.
Vi har samlet de rapporter og undersøgelser, som vi har fået udarbejdet i forbindelse med området teknisk og naturvidenskabelig forskning - til inspiration for andre.
Villum Fonden støtter excellent teknisk og naturvidenskabelig forskning med afsæt i de idéer, forskerne selv er allermest optaget af. De faste programmer suppleres af fondens overordnede uddelingsstrategi, der sætter retningen for, hvordan vi vil arbejde på tværs af fondens uddelingsområder for at bidrage til at skabe en oplyst verden, der styrker fundamentet i vores samfund og kan give os fremtidens løsninger.