VKR Holding A/S
Villum Fonden modtager ca. 90% af holdingselskabets samlede årlige udbytte.
Villum Fonden er ikke en erhvervsdrivende fond
VKR Gruppen er en fonds- og familieejet koncern. Der er tre governance-niveauer: Aktionærer, VKR Holding A/S og forretningsområder. Der eksisterer en formaliseret aftale om aktivt ejerskab og samspillet mellem de tre niveauer.
Villum Fondens aktieandel er udformet som B-aktier, og med to A-aktionærer fra stifterfamilien er der udarbejdet et ’checks and balances’-system, som gør, at to af de tre aktører i forening har bestemmende indflydelse. Fonden har således ikke bestemmende indflydelse i VKR Holding A/S og er derfor ikke en erhvervsdrivende fond.
Ejeransvaret for blandt andet VELUX A/S og DOVISTA A/S er delegeret til VKR Holding A/S.
Fonden har et fundatsbestemt medejeransvar over for VKR Gruppen og dens medarbejdere.
Repræsentanter i bestyrelse og ejerkreds
Der er typisk ét fælles medlem af bestyrelsen i VKR Holding A/S og Villum Fonden for at sikre god kommunikation.
Et andet medlem af Villum Fondens bestyrelse repræsenterer fonden som aktionær i ejerkredsen. For at sikre bedst mulig transparens, deltager Fondens ejerrepræsentant i regelmæssige møder mellem ejerkredsen og VKR Holding A/S' ledelse.