400 millioner kr. til 11 internationale topforskere
19.03.2017
VILLUM FONDEN har netop bevilget 400 millioner kr. til 11 erfarne og højt anerkendte forskere indenfor teknisk og naturvidenskabelig forskning.
Det er første gang, at VILLUM FONDEN bevilger midler til ’Villum Investigators’, der skal give erfarne og fremragende forskere fra både ind- og udland på en dansk forskningsinstitution mulighed for at for at fordybe sig i den forskning, de brænder mest for.
11 professorer ud af i alt 101 ansøgere har modtaget op til 40 millioner kr. hver til deres forskning de næste seks år. De 11 ’Villum Investigators’ repræsenterer både Syddansk Universitet, RUC, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, DTU og Københavns Universitet, og modtagerne er blandt andet fysikere, ingeniører, astronomer, matematikere og biologer.
Også forskningsemnerne favner bredt: Fra forskning i ubrydelig kryptering af kommunikation over forskning i optimeringsmetoder til at designe biler, robotter og fly med mindst muligt materialeforbrug til grønlandske iskerneboringer, der kan afsløre kommende havvandsstigninger og klimaforandringer.
”Hver af de 11 forskere har demonstreret nytænkende, banebrydende forskning af højeste internationale videnskabelige kvalitet, og hver især har de lederevnerne og potentialet til at opbygge og fastholde et internationalt forskningsmiljø og derigennem yde et væsentligt bidrag til teknisk og naturvidenskabelig forskning – og i sidste ende samfundet,” siger professor og forskningsdirektør i VILLUM FONDEN Thomas Sinkjær.
De 11 Villum Investigators er:
- Bjørk Hammer, professor i faststoffysik, Aarhus Universitet, Institut for Fysik og Astronomi.
- Donald Eugene Canfield, professor i biogeokemi, Syddansk Universitet, Biologisk Institut.
- Dorthe Dahl-Jensen, professor i iskerneforskning, Københavns Universitet, Niels Bohr Institutet.
- Frede Blaabjerg, professor i effektelektronik, Aalborg Universitet, Institut for Energiteknik.
- Jens Hjorth, professor i astrofysik, Københavns Universitet, Niels Bohr Institutet.
- Jens-Christian Svenning, professor i makroøkologi, Aarhus Universitet, Institut for Bioscience.
- Jeppe Dyre, professor i fysik, Roskilde Universitet, Institut for Naturvidenskab og Miljø.
- Mikkel Thorup, professor i teoretisk datalogi, Københavns Universitet, Datalogisk Institut.
- N. Asger Mortensen, professor i faststoffysik, Syddansk Universitet, Mads Clausen Instituttet.
- Ole Sigmund, professor i faststofmekanik, Danmarks Tekniske Universitet, Institut for Mekanisk Teknologi.
- Per Halkjær Nielsen, professor i mikrobiologi, Aalborg Universitet, Institut for Kemi og Biovidenskab.
Mennesker fremfor projekter
Villum Investigator-programmet er ét af VILLUM FONDENS tre virkemidler på det tekniske og naturvidenskabelige område, der alle har ’nysgerrighedsdreven’ forskning som omdrejningspunkt.
Som noget særligt ved Villum Investigator-programmet kan eksisterende modtagere genansøge i åben konkurrence med andre ansøgere. VILLUM FONDEN håber på den måde kontinuerligt at kunne bidrage til at bane vejen for teknisk og naturvidenskabelig topforskning.
Læs mere om VILLUM FONDENs støtte til teknisk og naturvidenskabelig forskning her
Villum Investigator-programmet er kendetegnet ved, at bevilge midler til forskere fremfor konkrete forskningsprojekter.
”Tanken med Villum Investigator-programmet er, at dygtige forskere laver god forskning. Ved at støtte ’Investigators’ fremfor projekter, får forskerne frihed til at udforske - og om nødvendigt - at ændre retning i deres forskning. Desuden får de støtte til at følge deres ideer, til de bærer frugt, også selvom det tager mange år,” fortæller Thomas Sinkjær.
Om uddelingen af de mange forskningsmidler siger Jens Kann-Rasmussen, bestyrelsesformand for VILLUM FONDEN:
”Det er VILLUM FONDENs privilegie som en almennyttig, privat fond at kunne bidrage med frie forskningsmidler, der kan give talentfulde topforskere gode rammer til deres forskning. Bevillinger i denne størrelse er kun mulige, fordi medarbejderne i vores firmagruppe hver dag yder en stor indsats, der betyder, at vi som fond kan støtte banebrydende forskning. Det er vi meget stolte af.”
De 11 Villum Investigators fejres ved et arrangement den 27. april 2017 med deltagelse af blandt andre uddannelses- og forskningsminister Søren Pind og Villum Kann Rasmussen professor Charles M. Marcus.
"At blive en Villum Investigator vil få enorm indflydelse. Vi har brug for samarbejde og gensidig inspiration. Med bevillingen vil jeg kunne samle de stærkeste algoritmeforskere, vi har i København på KU og ITU og få en kritisk masse og et miljø, der vil tiltrække de allerbedste internationale talenter. København bliver centrum for algoritmik i Europa - en magnet for talent og udvikling indenfor algoritmik"
Professor Mikkel Thorup, Københavns Universitet, VILLUM Investigator 2017"Det er en kæmpe ære at blive udvalgt i den benhårde konkurrence om de eftertragtede Villum Investigator-bevillinger. For mit og vores vedkommende kommer bevillingen på det helt rigtige tidspunkt, hvor vi har formuleret nogle helt nye videnskabelige spørgsmål, som kun kan besvares ved den massive forskningsindsats, bevillingen giver mulighed for."
Professor Jeppe C. Dyre, RUC, VILLUM Investigator 2017"Jeg er helt vild glad for, at jeg har fået det. Det er en af de største bevillinger, man kan få i Danmark, og jeg føler mig rigtig heldig og glæder mig til at gå i gang."
Professor Dorthe Dahl-Jensen, Københavns Universitet, VILLUM Investigator 2017”Det er en stor anerkendelse af alle tre forskeres virke. Med Villum Investigator Programmet placerer VILLUM FONDEN forskeren i centrum. Man fokuserer på deres hidtidige virke og deres evne til at opbygge internationalt anerkendte forskningsmiljøer og fokuserer mindre på et specifik projekt. Gennem denne langsigtede finansiering viser fonden forskerne stor tillid, og det vil helt sikkert føre til nye forskningsgennembrud og overraskende resultater."
Morten Pejrup, prodekan for forskning på KU SCIENCE.Villum Investigator-programmet har som mål at støtte forskere, der har potentialet til at yde væsentlige bidrag til teknisk og naturvidenskabelig forskning på en dansk forskningsinstitution.
Programmet annonceres hvert andet år i åben konkurrence. Bevillingen er for seks år, og modtagere kan efter den periode søge programmet igen - og igen - i konkurrence med andre ansøgere.
Beløbsrammen er op til 40 mio. kr., inkl. etableringsomkostninger. En del af bevillingen kan bruges til at ansætte en sekretær, assistent el. lign., der kan aflaste forskeren for administrative byrder.
Vurderings- og udvælgelsesprocessen er delt op i to trin:
Trin 1: VILLUM FONDENs eksterne arbejdsgruppe for teknisk- og naturvidenskabelig forskning vurderer alle indkomne ansøgninger med udgangspunkt i kommissoriet og indstiller til fondens bestyrelse, hvilke ansøgninger, der skal videre.
VILLUM FONDENs bestyrelse træffer beslutning om, hvilke ansøgninger, der skal videre.
Trin 2: De udvalgte ansøgninger gennemgår tre uafhængige peer-reviews, som ansøger skriftligt kommenterer på. De udvalgte ansøgere inviteres desuden til interview med VILLUM FONDENs eksterne arbejdsgruppe for teknisk- og naturvidenskabelig forskning. Herefter indstiller arbejdsgruppen på baggrund af både ansøgning, peer-reviews, ansøgers skriftlige kommentarer til peer-reviews samt interview med ansøgeren, hvilke ansøgere, der skal modtage en VILLUM Investigator-bevilling.
VILLUM FONDENs bestyrelse træffer den endelige afgørelse om, hvem der skal modtage bevilling.
Programmet slås op igen i 2018.
Læs mere om VILLUM Investigator Programmet her.
VILLUM FONDEN støtter grundlagsskabende og nysgerrighedsdreven teknisk og naturvidenskabelig forskning. Forskningsstrategien udfolder sig i tre centrale programmer, der er åbne for alle forskere uanset nationalitet.
Villum Investigator: For den erfarne og internationale anerkendte forsker, der ønsker at fordybe sig i sit forskningsemne og skabe eller vedligeholde et internationalt forskningsmiljø. Bevillingen kan være op til 40 mio. kr. pr Villum Investigator, den kan gentages, og tidsrammen er seks år.
Villum Young Investigator: For den yngre forsker, der etablerer sig med egen forskergruppe for første gang. Bevillingen er på 7-10 mio. kr., den kan modtages én gang, og tidsrammen er fem år.
Villum Experiment: Til den dristige forskningsidé, der har det vanskeligt i et klassisk peer-review bevillingssystem. Kan søges af aktive forskere uanset alder, bevillingsstørrelsen er 1-2 mio. kr., og tidsrammen er op til to år.
Læs mere om VILLUM FONDENs støtte til teknisk- og naturvidenskabelig forskning her.