VILLUM FONDEN fejrer jubilæum med ekstra uddelinger
I anledning af VKR Firmagruppen fejrer 75-års jubilæum i 2016, har VILLUM FONDEN valgt at hædre ikke bare én, men hele to fremragende naturvidenskabelige forskere og tildele dem Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig Forskning, og hver forsker modtager fem millioner kroner.
Årslegatmodtager 2016 professor Lone Gram
Årslegatmodtager 2016 professor Jens Stougaard
Årslegatet – En betydningsfuld og signifikant forskerpris
Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig Forskning er på 5 mio. kr. og en af dansk forsknings største individuelle priser. Civilingeniør Villum Kann Rasmussen (1909-93) demonstrerede i sit eget virke stor kreativitet og igangsætterlyst, bl.a. i konstruktionen af VELUX ovenlysvinduet og ved at udtage mere end 55 patenter frembragt gennem opfindsomhed og eksperimentel forskning.
"En årslegatmodtager skal have gjort sig internationalt bemærket med forskning af usædvanlig høj kvalitet"
Årslegatet bliver hvert år uddelt på hans fødselsdag, den 23. januar (i 2016 dog den 22. januar), som anerkendelse for en særlig værdifuld forskningsindsats.
Villum Kann Rasmussen ønskede med årslegatet at støtte den tekniske og videnskabelige forskning og at give bedre muligheder for kreativt videnskabeligt arbejde til gavn og inspiration for dansk forskning. Modtageren af årslegatet bliver udpeget af VILLUM FONDENs bestyrelse efter indstilling fra et sagkyndigt udvalg. I alt 33 forskere har modtaget årslegatet, siden det blev stiftet i 1987.
I 2015 modtog Mikkel Thorup årslegatet
VKR Gruppen fejrer 75 år med dagslys og frisk luft
VKR Gruppen fejrer i 2016 Villum Kann Rasmussens idé om at bringe dagslys og frisk luft ind i menneskers liv. En idé, som vi har forfinet og udviklet igennem 75 års innovation og dedikeret indsats. I dag udbyder VKR Gruppens selskaber (herunder VELUX, DOVISTA, Rationel, VELFAC m.fl.) en bred vifte af produkter og services, der bidrager til livskvalitet for mennesker, der lever og arbejder i bygninger, og for børn, der lærer i skoler.
Villum Kann Rasmussen fik i 1941 den fremragende idé at omdanne mørke, fugtige loftsrum til lyse, billige og komfortable rum med både dagslys og frisk luft. Det begyndte som et renoveringsprojekt af en skole i Danmark, men er siden vokset til en international gruppe af virksomheder i 40 lande.
I 2016 fejrer vi rejsen gennem de seneste 75 år og den fantastiske idé, som har skabt fundamentet for virksomheder, forretning - og fonde.
Når vi fejrer de 75 års virke med dagslys og frisk luft, hylder vi derfor både vores arv og vores historie, men vi ser også fremad.
VILLUM FONDEN, VELUX FONDEN og VKR Gruppen ønsker derfor i 2016 at dele den gode historie og udtrykke stolthed over de 13.000 dedikerede medarbejdere, der hver dag arbejder for at bringe dagslys og frisk luft ind i menneskers liv. Det er vigtigere end nogensinde.