VILLUM FONDEN investerer i Merkur Andelskasse
Merkur Andelskasse kan med en investering på 20 mio. kr. fra VILLUM FONDEN øge udlånet til flere bæredygtige projekter.
Med en investering på 20 mio. kr. i nyudstedte andelsbeviser i Merkur Andelskasse muliggør VILLUM FONDEN et fremtidigt merudlån fra Merkur på 120 mio. kr. til virksomheder, iværksættere eller organisationer der arbejder inden for f. eks. miljø, økologi og socialsektoren.
Administrerende direktør i Merkur, Lars Pehrson, bekræfter, at investeringen giver Merkur flere muskler at spille med, da den ekstra investering øger egenkapitalen. Størrelsen af egenkapitalen er nemlig afgørende for, hvor meget et pengeinstitut kan låne ud af det indlån, de har fra kunderne:
”VILLUM FONDENs investering bringer os et stort skridt videre i vores ambitioner om at kunne omsætte det meget store indlånsoverskud, som vores kunder har betroet os, i fornuftige og samfundsgavnlige udlån”
Samtidigt ser Lars Pehrson investeringen som en stor anerkendelse af Merkurs arbejde gennem mere end 30 år. Lars Pehrson uddyber:
”Jeg er glad og stolt, og jeg håber, at den interesse, VILLUM FONDEN har vist os, kan inspirere andre til at se nærmere på Merkur Andelskasse som ikke bare en bæredygtig investering, men også en god investering.”
Impact Investment
Impact Investment-begrebet dækker over investeringer, der ud over finansielt afkast forventes at skabe positive samfundsmæssige forandringer – og området får stadig større bevågenhed både internationalt og i Danmark. Merkur Andelskasse har i en årrække formidlet Impact Investment-produkter til danske kunder.
VILLUM FONDEN ser investeringen i Merkur Andelskasse som en Impact Investment, og det er en del af fondens stigende fokus på området.
VILLUM FONDEN begrunder valget af Merkur Andelskasse med, at investeringen dels vil give et fornuftigt afkast og samtidigt muliggør at Merkur Andelskasse kan øge udlånet. Merkur fokuserer deres udlån til bl.a. miljø og økologi, samt undervisnings- og socialsektoren, og der er dermed stort sammenfald med VILLUM FONDENs virke. VILLUM FONDENs direktør, Lars Hansen, siger om interessefællesskabet mellem Merkur Andelskasse og VILLUM FONDEN:
”Vores investering vil, ud over forhåbentlig at give et fornuftigt afkast, gøre det muligt for Merkur Andelskasse at øge udlånet til virksomheder og projekter, der lige som VILLUM FONDENs øvrige initiativer har til formål at bidrage til en mere bæredygtig fremtid for os alle”
Per Skovsted, Chief Investment Officer i VILLUM FONDEN udtaler:
”Med investeringen kan VILLUM FONDEN nyde godt af Merkur Andelskasses bankfaglige ekspertise i udvælgelsen af de projekter og aktiviteter, som andelskassen vælger at engagere sig i; og på den måde bliver Merkur garant for sikringen af den økonomiske ansvarlighed.”VILLUM FONDEN indtræder som andelshaver på lige fod med andre andelshavere og uden aftale om bestyrelsesrepræsentation eller andre særlige privilegier, sammenlignet med andre større andelshavere.
Merkur Andelskasse er et primært kundeejet pengeinstitut der bruger penge som redskab til at skabe positive forandringer i samfundet. Merkur Andelskasses samlede kapitalgrundlag bringes med VILLUM FONDENS investering op over 300 mio. kr. Andelskassens balance er på 2,7 mia. kr.
Merkur er medstifter af Global Alliance for Banking on Values - den internationale interesseorganisation for etiske og bæredygtige banker.
VILLUM FONDEN er en almennyttig fond, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning, miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland. I 2015 uddelte VILLUM FONDEN 608 mio. kr. til almennyttige formål. VILLUM FONDEN er stiftet i 1971 af civilingeniør Villum Kann Rasmussen, der udviklede det moderne ovenlysvindue VELUX® og etablerede VKR firmagruppen, som VILLUM FONDEN er hovedaktionær i.