Nyt område: Børn, unge og naturvidenskab
19.06.2017
VILLUM FONDEN er stiftet i 1971 og har siden dengang haft støtte til teknisk og naturvidenskabelig forskning som et kerneområde. Denne støtte sker primært via bevillinger til forskere ved danske universiteter.
Vi har nu besluttet at udvide fokus inden for det tekniske og naturvidenskabelige område med et nyt uddelingsområde under overskriften 'Børn, unge og naturvidenskab'.
Det nye uddelingsområde har fokus på at øge børn og unges tekniske og naturvidenskabelige interesse og kompetencer. Både for at styrke almen dannelse, der gør børn og unge i stand til at forholde sig kritisk og kreativt til viden og udvikling i det danske samfund, og for at sikre fortsat vækst og velfærd i Danmark, bl.a. baseret på kvalificeret arbejdskraft med tekniske og naturvidenskabelige kompetencer.
I første omgang har vi besluttet, at indsatsen vil vare 5-10 år, og planlægger i denne periode et årligt uddelingsniveau på 50-100 millioner kroner.
En unik mulighed og et langt træk med mange interessenter
VILLUM FONDEN er en almennyttig fond og kan som sådan komplementere offentlige og private aktører på området, ligesom vi har særlige muligheder for at bidrage til løsningerne.
Ambitionen med vores nye uddelingsområde er høj, og løsningerne, som vi gerne vil bidrage til, komplekse. Det er derfor nødvendigt, at vi holder fast i uddelingsområdet over en lang periode og samtidig er fleksible og tilpasningsdygtige i udformningen og udviklingen af uddelingsområdet. Udvikling og implementering af det nye uddelingsområde vil foregå i samarbejde med en række forskellige både private og offentlige aktører.