News

VILLUM FONDEN investerer i bæredygtige studieboliger

Date
Insert related sub-area here
News category
Formue

VILLUM FONDEN bliver medejer af CPH Village, som udvikler, bygger og udlejer små bæredygtige studieboliger centralt i København til en studievenlig husleje.

Bygninger står for ca. 40% af verdens CO2 udledninger, så der er behov for nytænkning, og det leverer CPH Village under mottoet ”Lev småt, men godt”. CPH Village blev etableret i 2014 for at adressere den store mangel på centralt beliggende, bæredygtige studieboliger til en studievenlig husleje. I 2017 blev Village 1 på Refshaleøen taget i brug af 168 studerende, og netop nu er 184 studerende ved at finde sig til rette i deres nye hjem i Village 2 på Vesterbro. I de kommende år planlægger CPH Village at etablere en række yderligere villages på centralt beliggende steder i København.

En livscyklusanalyse viser, at studieboligerne mere end halverer CO2-udslippet fra opførelse og brug sammenlignet med traditionelle studieboliger. CPH Village tilbyder herudover de studerende en række services, som yderligere minimerer deres miljøaftryk f.eks. møbeludlejning og delebiler. CPH Village har et stort fokus på de studerendes velbefindende og sammenhold, og de studerende giver løbende tilbagemeldinger på, hvor glade de er for at bo i deres village.

Investeringen på 28 millioner kroner er en del af VILLUM FONDEN’s program for missions-relaterede investeringer (’Mission Related Investments’), som har til formål at investere i grønne opstartsvirksomheder og projekter og samtidigt efterleve grundlæggeren af VELUX Villum Kann Rasmussens leveord ”Et eksperiment er bedre end 1.000 ekspertantagelser”. 

Anders Kristoffersen, ansvarlig for VILLUM FONDENs impact investeringer, ser frem til samarbejdet: ”CPH Village har på få år formået at omsætte en særdeles god ide til meget konkret handling, og vi er glade for at kunne deltage i den forsatte udvikling af virksomheden til glæde for studerende i København og for den grønne omstilling.”

Læs mere om CPH Village her.

Contact