News

Boss Ladies baner veje til erhvervsuddannelser

Foreningen Divérs får en bevilling på 9,5 mio. kr. af VILLUM FONDEN til projekt Boss Ladies. Projektet skal styrke rekruttering og fastholdelse af kvinder på erhvervsuddannelserne og fremme anerkendelsen af uddannelserne.
Date
Insert related sub-area here
Børn, unge og science

Bevillingen til Boss Ladies er givet under VILLUM FONDENs uddelingsområde Børn, unge og science. 

Projekt Boss Ladies har været i gang siden 2018, og har i den periode etableret samarbejde med erhvervsskoler, virksomheder, kommuner og skabt et ambassadørkorps af unge kvinder.

“Boss Ladies er et visionært projekt, hvor rekruttering og fastholdelse af kvinder, går hånd i hånd med udvikling af undervisningsmiljøet og uddannelsernes kvalitet. Projektet vil dermed også bidrage til at styrke anerkendelsen af erhvervsuddannelserne i samfundet generelt,” siger Agi Csonka, programchef for VILLUM FONDENs uddelingsområde Børn, unge og science.

Med bevillingen bliver der mulighed for at videreudvikle aktiviteterne i en Boss Ladies vol. 2:

“Først og fremmest gør det her en konkret forskel for piger og unge kvinder i hele Danmark. De får åbnet deres fremtidsdrømme for nye uddannelsesveje, og tilbagemeldingen fra vores nu 134 Boss Ladies Ambassadører landet rundt er, at de kan være med til at skabe konkrete forandringer for næste generation. Nu kan vi styrke det, der tidligere ofte har været en blind vinkel på erhvervsskolerne: rekruttering, appel og fastholdelse af unge kvinder. På den måde rummer projektudvidelsen et opgør med det kønsstereotype danske arbejdsmarked, men det er også en vej til at give unge kvinder den faglige stolthed, de har fortjent,” siger direktør Nina Groes fra Foreningen Divérs.

Kører firesporet

Boss Ladies arbejder i fire spor:

  • Boss Ladies Ambassadørkorps: Korpset består af unge kvindelige lærlinge og svende, der skal skabe et netværk blandt kvinder på erhvervsuddannelserne.
  • Studievalg og fritid. Undervisningsforløb på 7.-9. klassetrin hvor elevernes kønsstereotype forestillinger om køn og uddannelsesvalg bliver udfordret. Desuden nationalt bl.a. dækkende learning labs med uu-vejledere om kønsbevidst pædagogik og fritidscamps, hvor piger kan ”gå til værksted” på den lokale erhvervsskole.
  • Optag og trivsel på erhvervsuddannelserne: Udvikling og implementering af tiltag på erhvervsskoler, der skal styrke en mere divers rekruttering og et mere inkluderende studiemiljø.  
  • Policy og kommunikation. Strategisk kommunikation og dialog med politikere, erhvervs- og organisationsliv for at skabe strukturelle og kulturelle forandringer.
Foto fra Boss Ladies' introcamp på erhvervsskolen Herningsholm, 2020. Fotoet må bruges ifm. omtale af Boss Ladies og bevillingen: Download pressefoto i høj opløsning her.
Budget og tidsperiode

VILLUM FONDENs bestyrelse har bevilliget 9,5 mio. kr. til Boss Ladies vol. 2 over en treårig periode.

Projektet bliver drevet af foreningen Divers i samarbejde med Dansk Industri, 3F, Tekniq Arbejdsgiverne, Dansk El-forbund, Blik & Rør, Danske Malermestre, Malerforbundet og Kommunernes Landsforening, som alle er en del af projektets styregruppe. I samarbejdskommunerne er der desuden etableret forandringsalliancer mellem den lokale forvaltning, erhvervsplaymakere, grundskoler, UU-vejledning, erhvervsskoler og virksomheder.

Contact