News

Forskningssamarbejde skal give smarte grønne energiløsninger

Danske universiteter med DTU i spidsen og GreenLab Skive styrker samarbejde om at udvikle og demonstrere fremtidens energisystemer. Det sker med hjælp fra en bevilling fra VILLUM FONDEN.
Date
Insert related sub-area here

VILLUM FONDEN bevilliger 20 mio. kr. over en treårig periode til at sætte skub på en ny national forsknings- og demonstrationsplatform i tilknytning til den grønne industri- og energipark, GreenLab Skive.

Med bevillingen bliver det muligt at styrke universitetssamarbejdet og udføre nyskabende forskning, hvor en række mindre projekter kan skaleres til større nationale og internationale initiativer. Målet er, at private fonde, regionale initiativer og virksomheder i samarbejde med universiteterne skaber grønne energiløsninger, der kan eksporteres.

Forsknings- og demonstrationsplatformen bliver indviet mandag den 7. juni hos GreenLab Skive med deltagelse af uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og repræsentanter fra DTU, GreenLab Skive og VILLUM FONDEN.

”Vi markerer et nyt stort skridt i samarbejdet mellem DTU og GreenLab Skive, hvor vi vil skabe et inspirerende miljø for studerende, forskere og virksomheder, der i fællesskab arbejder for at fremskynde den grønne omstilling,” siger DTU’s rektor Anders Bjarklev. 

”Med en ny national forsknings- og demonstrationsplatform på GreenLab Skive får vores forskere og studerende unik adgang til at teste, udvikle, optimere og demonstrere projekter inden for energioptimering og -lagring. Samarbejdet vil give vores studerende mulighed for tæt kontakt med virksomheder og eksperter fra hele landet. Desuden håber jeg, at forskningsaktiviteterne bliver trædesten til større nationale og internationale projekter, som kan løse nogle af de bæredygtighedsudfordringer, ikke blot Danmark, men hele verden står over for.” 

Intensiverer arbejdet

DTU og GreenLab Skive indgik i februar en strategisk samarbejdsaftale, der rummer ambitioner om både uddannelsesaktiviteter og flere fælles nationale og internationale forsknings-, innovations- og demonstrationsprojekter med omdrejningspunkt i Skive.

Nu udvides aftalen med en forsknings- og demonstrationsplatform, som skal intensivere arbejdet med at koble bæredygtig energiproduktion intelligent sammen med distribution, lagring og forbrug. DTU får en ledende og koordinerende rolle i det styrkede forskningssamarbejde.

GreenLab Skive knytter industriparkens virksomheder, anlæg og infrastruktur sammen i en symbiose, hvor overskydende energi og ressourcer deles og udnyttes optimalt. Denne form for sektorkobling er afgørende for at nå klimamålene, og samarbejdet giver DTU og GreenLab Skive mulighed for at opskalere forskningen inden for netop det område.

”Den nye bevilling fra VILLUM FONDEN gør det muligt at accelerere GreenLabs forskningsprogram. Samarbejdet med de danske universiteter er den motor, der skal sikre, at GreenLabs grønne løsninger kan skaleres. Vi har et koncept, der kan gentages over hele verden og åbne døren for et nyt grønt eksporteventyr. Samarbejdet med universiteterne er afgørende for planen om at bringe teknologierne fra demonstration til stor skala,” siger GreenLab Skives CEO, Christopher Sorensen.  

Adresserer klima- og energiudfordringer

Energi- og forskningssamarbejdet involverer foruden DTU også Aalborg, Aarhus og Syddansk Universitet. Forskningsvisionerne, demonstrationspotentialet og samarbejdet falder godt i tråd med VILLUM FONDENs værdier.

”VILLUM FONDEN har i mange år prioriteret aktiviteter, der på forskellig måde adresserer klima- og energiudfordringerne. En væsentlig del af vores støtte er sket i form af finansiering af nysgerrighedsdrevet grundforskning ved de danske universiteter,” siger bestyrelsesformand Jens Kann-Rasmussen, VILLUM FONDEN. 

”Det er en stor glæde at kunne bygge videre på denne satsning og med bevillingen til DTU og GreenLab Skive være med til at sikre, at der bliver etableret en bro mellem universitetsforskning og skalerbar grøn teknologi. Nyskabelser sker ofte i mødet mellem det nysgerrighedsdrevne og det missionsdrevne, så vi har store forventninger til det styrkede samarbejde.”

Integrerede og fleksible energinetværk

DTU og GreenLab Skive samarbejder allerede om bl.a. energilagring i sten og grønne elektrobrændstoffer (Power-to-X), der kan erstatte fossil energi i den tunge transport og industri, samt udvikling af optimeringsmodeller til dimensionering og drift af det koblede energisystem. Og der er ambitioner om mange flere aktiviteter inden for integrerede og fleksible energinetværk.

Med GreenLab Skives godkendelse som regulatorisk testzone er det desuden for nyligt blevet muligt at afprøve nye teknologier og innovative forretningsmodeller i praksis med det formål at afhjælpe det overbelastede elnet og sikre en hurtigere grøn omstilling.

Contact