Vi kan ikke blive ved med at se på plast som affald. Det er på tide, at vi genovervejer hele systemet
Hvert år producerer vi over 400 millioner tons plast her på jorden. Det svarer næsten til den samlede vægt af alle mennesker på kloden. Det meste af plasten bliver brændt eller sendt til lossepladser, og mindre end 9 % bliver genanvendt. Men hvad nu, hvis vi kunne ændre det – og begynde med de plasttyper, som altid har været anset for umulige at genanvende?
Det er den vision, der driver Troels Skrydstrup, professor i kemi ved Aarhus Universitet og en af dette års modtagere af en Villum Investigator-bevilling. Med den nye finansiering vil hans team dykke længere ned i en overset udfordring: hvordan man nedbryder såkaldt hærdeplast og giver den nyt liv.
Et anderledes plastproblem
For at få indblik i Skrydstrups arbejde må man forstå, hvad der gør hærdeplast til en vanskelig størrelse.
”De fleste ved, at man kan smelte og omforme visse plasttyper, såsom plastflasker og indkøbsposer,” forklarer han. ”Det er termoplast. Men hærdeplast er anderledes. Det danner et tredimensionelt netværk, der ikke kan smeltes. Hvis man prøver, nedbrydes den bare.”
Hærdeplast omfatter materialer som epoxyharpiks og polyuretanskum. De bruges i alt fra vindmøllevinger og fly til madrasser og isolering. Deres styrke og holdbarhed gør dem ideelle til industrielle produkter, men det er også netop de egenskaber, der gør dem næsten umulige at genbruge.
Troels Skrydstrup er professor ved Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO) og ved Institut for Kemi på Aarhus Universitet, hvor han leder en forskningsgruppe. Hans forskningsinteresser omfatter udvikling af nye metoder til kemisk syntese og katalyse med brug af såkaldte overgangsmetaller. Troels Skrydstrup har vundet flere forskningspriser og er medstifter af spinout-virksomheden SyTracks, der leverer gasteknologi til synteseindustrien.
Gør plast bæredygtigt
I samarbejde med et team af forskere og industrielle partnere har Skrydstrup allerede påvist, at det er muligt at nedbryde polyuretanskum kemisk til dets oprindelige byggesten. Komponenterne kan derefter bruges til at fremstille nyt skum, hvilket skaber den type cirkulære system, der i dag kun findes i teorien.
Det samme gælder for epoxyharpikser. Hans team har formået at nedbryde det tredimensionelle netværk i epoxyharpiks og genvinde nogle af dens komponenter, herunder indlejrede glasfibre – endnu en nyhed.
Kernen i begge gennembrud er brugen af kemiske katalysatorer til at fremskynde og kontrollere komplekse reaktioner.
”Denne forskning bygger på vores gruppes kernekompetence inden for overgangsmetalkatalyse,” siger han. ”Overgangsmetalkatalyse er typisk noget, man bruger til at danne nye kemiske bindinger og bygge molekyler med. Men nu bruger vi den på et helt nyt område: plastgenanvendelse.”
Nytænkning inden for den kemiske industri
Konsekvenserne rækker ud over en enkelt type plast. Hvis projektet lykkes, kan det være med til at ændre den kemiske industris tilgang til materialer, affald og afhængighed af fossile brændstoffer. I Skrydstrups ideelle fremtid vil kemiske fabrikker blive drevet af alternative kulstofkilder som CO₂, biomasse og genanvendt plast i stedet for olie og gas.
”En sådan omstilling er afgørende, hvis vi ønsker en fossilfri kemisk industri,” siger han. ”Og vi skal nå det mål inden for de næste 20 år for at opfylde de globale bæredygtighedsmål.”
Problemet er presserende, og på trods af den videnskabelige kompleksitet er omfanget af udfordringen let at forstå. Det er også en af grundene til, at Villum Investigator-bevillingen er så vigtig for Skrydstrup.
”Plastproduktionen forventes at blive tredoblet inden 2060,” siger han. ”Vi kan ikke blive ved med at betragte plast som affald. Det er på tide at genoverveje hele systemet.”
Med et målrettet forskningsteam, en lovende historik og stærk opbakning bag sig er Troels Skrydstrup med til at gøre netop det.
Villum Investigator-programmet annonceres hvert andet år af Villum Fonden. Programmet er målrettet erfarne og internationalt anerkendte forskere, der har udvist banebrydende forskning i mere end et årti. Hver bevilling løber over seks år og giver modtagerne mulighed for at forfølge originale ideer inden for teknik eller naturvidenskab. I 2025 modtog 11 forskere en Villum Investigator-bevilling.
