Nyheder

De former fremtidens forskning: 22 Villum Young Investigators

I år får 22 forskertalenter inden for teknisk og naturvidenskabelig forskning tilsammen 126 mio. kr. fra VILLUM FONDENs Young Investigator-program. Forskerne skal bruge bevillingerne til at forfølge deres ideer og opbygge egne forskergrupper på fem danske universiteter.
Dato
Insert related sub-area here
YIP

I (forsker)folkemunde kaldes Villum Young Investigators for YIP. Programmet er målrettet forskere i begyndelsen af deres karriere, så de kan skabe de bedst mulige rammer for, at forfølge de idéer, de brænder allermest for. Bevillingerne bliver bl.a. brugt til at opbygge forskergrupper og ansætte flere unge forskere (postdocs og ph.d.’er) til at være med til at gennemføre forskningsprojekterne. Som led i programmet får forskerne mulighed for at indgå i et forskerfællesskab med netværk og seminarer om blandt andet forskningsledelse.

VILLUM FONDEN åbner for ansøgninger til programmet den 29. marts 2023 med ansøgningsfrist 8. juni. Læs mere om programmet.

Fælles for de nye Villum Young Investigators er excellent forskning og tilknytning til en dansk forskningsinstitution:

“Med Villum Young Investigator-programmet understøtter vi universiteternes udvikling af forskningsmiljøer på højeste internationale niveau ved at tiltrække og fastholde talentfulde yngre danske og udenlandske forskere. Modtagerne er fremragende forskere, og det glæder mig at se, at universiteterne giver mange af dem gode karrieremuligheder med tenure track-stillinger,” siger Thomas Bjørnholm, forskningsdirektør i VILLUM FONDEN.  

Programmet har siden 2012 støttet i alt 222 forskertalenter med en samlet bevillingssum på over 1,5 mia. kr.

Fra planter til stjernestrømme

Årets bevillingsmodtageres bidrag til den tekniske og naturvidenskabelige forskning spænder bredt – fra kvantecomputing til stjernestrømme fra fjerne galakser.

Flere af projekterne  har fokus på bæredygtighed. I et af projekterne vil forskeren tage temperaturen på planter i Arktis for at undersøge, hvordan de bliver påvirket af og påvirker klimaforandringerne. Et andet projekt vil med afsæt i naturens sofistikerede byggemetoder undersøge, hvordan man kan lære robotter at designe og bygge materialeeffektive strukturer. Og et tredje projekt arbejder med elektrokemisk fremstilling af vedvarende kemikalier.

Fejring

De nye Villum Young Investigators bliver fejret i forbindelse med VILLUM FONDENs uddeling af Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig forskning, der finder sted på fondens stifter Villum Kann Rasmussens (1909-93) fødselsdag den 23. januar. Årslegat 2023 går til kemiprofessor Donald Canfield – læs mere i nyheden: Urhavets ophavsmand modtager Årslegat.

Nåleøjet

VILLUM FONDEN modtog 98 ansøgninger til programmet. De 22 forskere, der er kommet igennem nåleøjet, har været igennem en proces med faglig bedømmelse og interview med fondens videnskabelige komité samt endelig godkendelse i fondens bestyrelse.

Kønsfordelingen blandt ansøgerne er 75 procent mænd og 25 procent kvinder, mens den blandt bevillingsmodtagerne er 54 procent mænd og 46 procent kvinder.

Mød de 22 nye Villum Young Investigators

De nye Villum Young Investigators fordeler sig på Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Århus Universitet, Syddansk Universitet og IT-Universitetet.

Pressebilleder 

Forskerportrætter, -collage samt video må bruges i forbindelse med omtale af Villum Young Investigator programmet:

Download pressefotos og video med Villum Young Investigators 2023.