Makerspace som læringslaboratorier
Projektbeskrivelse
Børn og unge i Aalborg, Aabenraa, Gentofte, Greve og Lejre kan i 2020 se frem til nye værksteder – makerspaces – med design, opfinderi og teknologi. VILLUM FONDEN har bevilliget næsten 30 mio. kr. til projekter i de fem kommuner fra 2019, og yderligere 25 mio. kr. til projekter i en række nye kommuner fra 2020.
Aalborg Kommune etablerer makerspaces på 18 af kommunens skoler og ansætter en makerspace-agent til at sikre etableringen og sammenhængen med Aalborgs centrale Makerspace 9220. Agenten skal stå for uddannelsen af skolernes 36 lokale superbruger-lærere, der skal inspirere, oplære og vejlede de øvrige lærere. Undervejs skal der udvikles en fælles didaktisk model, der skal understøtte elevernes kreative og innovative designprocesser.
Projektet kører over fire år og er forankret i kommunens skoleforvaltning, som blandt andet samarbejder med ungdomsskolen UngAalborg, Professionshøjskolen UCN og Makerspace 9220.
Mere om makerspaces
Et makerspace er i en skole et konkret, fysisk sted, som er indrettet, så eleverne kan arbejde med innovation, kreativitet og produktion. Det er et værksted, hvor man både kan arbejde med nye digitale teknologier og analoge håndværk. Her designer og konstruerer eleverne med alt fra laptops til loddekolber og limpistoler. VILLUM FONDEN ønsker at makerspaces med tiden bliver en del af hverdagen i alle landets kommuner, og har derfor i flere omgange inviteret landets kommuner til at søge støtte til at etablere makerspaces.