Undervisningsform bygger bro mellem teori og praksis
Lærere og elever på otte danske folkeskoler skal nu prøve kræfter med en projektbaseret undervisningsform, hvor elever laver praktiske opgaver for at forstå teori bedre. De kommer til at bygge, eksperimentere og løse virkelighedsnære opgaver i naturfag, og dét gør undervisningen mere håndgribelig og virkelighedsnær. Den såkaldte praksisfaglige tilgang hjælper elever til at se og forstå de naturvidenskabelige fænomener, de møder i deres hverdag.
Projektleder Søren Peter Dalby Andersen fortæller: "Vi vil gerne udvikle den måde, vi underviser på, så eleverne får lyst til at lære mere – også uden for klasselokalet. Når de får mulighed for at arbejde med projekter, hvor de skal bruge deres hænder og tænke nyt, ser vi en helt anden motivation og forståelse for naturfag og den rolle, naturfag spiller i vores liv."
Nye undervisningsforløb
Et centralt element er uddannelsen af 60 naturfagslærere. De bliver såkaldte "projektbaserede lærings-piloter". Disse lærere vil udvikle og afprøve nye undervisningsforløb, og de vil også hjælpe deres kolleger med at implementere den nye praksis på hele skolen.
Også skoleledelser og andre lærere inddrages i udviklingen, så hele skolen får glæde af den nye praksisfaglige tilgang til naturfagene.
Klædt på til fremtiden
Fondsrådgiver hos Villum Fonden, Jette Hundahl Mikkelsen, forklarer, hvordan undersøgende og virkelighedsnær naturfagsundervisning er vigtigt for børn og unges engagement, viden og motivation – og for opbygningen af deres science-kapital:
"Elever skal have mulighed for at eksperimentere og undersøge, og de skal opleve, at naturvidenskab er relevant for deres hverdag og for udviklingen af vores samfund. I Villum Fonden ønsker vi at bidrage til at styrke børn og unges science-kapital, så de er klædt på til at tage kvalificeret stilling til fremtidens komplekse samspil mellem natur, teknologi og menneske."
Til glæde også for andre
Den viden og de ressourcer, der kommer ud af projektet, er ikke forbeholdt deltagende skoler. Al undervisningsmateriale og inspirationsfilm, der bliver udviklet i projektet, vil blive tilgængeligt for andre skoler i hele landet. Samtidig bliver der oprettet et netværk for praksisfaglighed, hvor skoler kan udveksle erfaringer og blive en del af et fællesskab, der brænder for at styrke den praktiske undervisning.
En varig kulturændring
Projektet løber fra august 2024 til december 2026, men målet er, at forandringerne skal leve videre og skabe varige ændringer i måden, vi underviser i naturfag på.
”Projektet handler om at skabe varige forandringer i skolesystemet. Målet er, at praksisfaglighed og projektbaseret læring ikke blot bliver midlertidige projekter, men integreres i skolernes DNA. Det skal gøre naturfagene mere levende og engagerende for eleverne – både nu og i fremtiden,” fortæller Søren Peter Dalby Andersen.
Se mere om projektet ”Mod til at bruge dine hænder og din forstand” her: praksisfaglighed.dk.