Projekt Grøn Smed gør fremtidens smedeuddannelser grønnere
Smedefaget er i lang tid blevet anset som et af de såkaldte “sorte” fag og uddannelser. Det skyldes bl.a., at det er en helt naturlig del af alle smedes arbejde at bruge strøm og gas samt stål, der er et CO2 belastende materiale. Derfor har det været svært for mange smedesvende at se, hvordan deres fag kunne bidrage til den grønne omstilling. Med projekt Grøn Smed får danske erhvervsskoler nu nye ideer til, hvordan man kan lave om på det.
Ingen grøn omstilling uden smedene
Verden er afhængig af at kunne bearbejde stål og metaller hver eneste dag. Samtidigt bruges stål og metaller til vindmøller, solceller og fremstilling af anlæg til biogas og fjernvarme. Der er derfor ingen grøn omstilling uden smedene, og smedefaget danner grundlaget for mange af de klimaløsninger, vi kender i dag.
“Formålet med projekt Grøn Smed er at skabe en smedeuddannelse, der forbereder smedene på den grønne omstilling og fx. gør det naturligt for en smed at tænke bæredygtigt, undgå spild, genanvende materialer og slukke sit svejseanlæg, når det ikke er i brug. Det handler ikke kun om ny viden, men også om at give eleverne et grønt mindset,” fortæller projektleder Rebecca Lund Jepsen fra UCRS.
“Det grønne materiale”
Projektet indebar konferencer med oplæg, workshops og paneldebatter for faglærere, lokalpolitiker og erhvervsledere. Her kom deltagerne i fællesskab med bud på, hvordan fremtidens smedefag skal se ud, og hvilke grønne handlekompetencer, der bør indskrives i smedefaget for at fremtidssikre smedeuddannelsen i Danmark.
Som led i projektet er der blevet udviklet et uddannelsesforløb, der naturligt falder inden for de eksisterende fag på EUD og EUX smedeuddannelserne, og som nu er frit tilgængeligt for alle danske erhvervsskoler.
Projektet har desuden ført til flere nye undervisningsmaterialer. “Kend din svejser" gør eleverne i stand til at tænke svejsning ud fra et bæredygtigt perspektiv, og “Det grønne materiale” giver eleverne viden om materialers miljøpåvirkning, og hvordan man mindsker brugen af materialer og reducerer deres miljøpåvirkning.
Villum Fonden har støttet projekt Grøn Smed med 2,2 millioner kroner.