Design af kemisk kommunikation mellem biologiske riger
Projektbeskrivelse
Celler udskiller ekstracellulære vesikler (EVs), små membranomsluttede partikler som indeholder forskellige cellulære komponenter. Længe blev EVs betragtet som affaldsprodukter fra cellerne, men forskning har vist, at de spiller en central rolle i cellulær kommunikation – endda på tværs af biologiske riger. Det er ikke fuldt forstået, hvordan afsendercellen pakker specifikke materialer i EVs, eller hvordan modtagercellen optager dem. Vi har vist, at EVs fra naturlige bakteriesamfund kan overføre information, der ændrer fysiologien hos rundormen C. elegans. Dette giver os en unik mulighed for først at afdække, hvordan naturen har løst den komplekse opgave med cellulær kommunikation via EVs – og derefter udvikle et system, hvor vi kan styre denne dialog. Et sådant system vil være et værdifuldt redskab til at modulere biologiske processer med både grundvidenskabelige og anvendte perspektiver, herunder bioteknologisk produktion, vandrensning, biomonitorering og skadedyrsbekæmpelse.