Biomassenedbrydning inspireret af bladskæremyrernes brug af Fenton-kemi
Projektbeskrivelse
Bladskæremyrer dyrker deres svampesymbiont på bladfragmenter i underjordiske svampehaver. Symbiosen udnytter unikke tilpasninger som gør det muligt for myrernes fækaliedråber at mediere en effektiv, oxidativ, enzymdrevet Fenton-reaktion til at danne hydroxylradikaler, der hurtigt omdanner plantebiomasse til næring for svampen. Denne synergistiske kombination af enzymatisk og oxidativ katalyse er inspirationen til udvikling af nye enzymbaserede redoxprocesser til omdannelse af plantebiomasse. Projektet vil undersøge, hvordan denne proces kan efterlignes til bioteknologiske formål ved at teste cocktails af relevante enzymer og kemiske forbindelser for deres nedbrydningseffektivitet på plantesubstrater. Projektet vil også undersøge hvordan fækaliedråbeenzymer beskyttes mod proteaser og hydroxylradikaler. Projektet vil muliggøre bæredygtig opgradering af plantebiomasse til produkter der har høj samfundsmæssig værdi i form af vedvarende biokemikalier og biomaterialer.