4D-tomografi af turbulens i atmosfæren

Modtager
Johan Fynbo
Københavns Universitet
Projektnummer:
00078270
Bevilliget
2.179.129 DKK
År
2025

Projektbeskrivelse

Med dette eksperiment vil vi karakterisere den termiske turbulens i Jordens atmosfære ved hjælp af en ny metode til at lave 4D (rum + tid) tomografi. Metoden består i at observere omkring 200 stjerner samtidigt gennem en såkaldt Wave-Front Sensor (WFS) udstyret med en ny avanceret detektor som muliggør meget hurtige observationer med lav detektorstøj. Det er tilgængeligheden af denne detektor sammen med vores optiske design, der muliggør denne nye måling. Resultatet af dette eksperiment kan få ekstrem stor betydning for optimering af adaptiv optik på den næste generation af ekstremt store jordbaserede teleskoper, ikke mindst det Europæiske 39 m Extremely Large Telescope som i disse år er under opbygning i Chiles Atacamaørken af det Europæiske Sydobservatorium som Danmark bidrager til.