S40S: Skalérbar analyse og syntese af sikre, små og optimale strategier til cyber-fysiske systemer

Modtager
Kim Guldstrand Larsen
Aalborg Universitet
Bevilliget
30.000.000 DKK
År
2021

Projektbeskrivelse

Cyber-fysiske systemer (CPS) finder indpas i stort set alle områder af det moderne samfund, lige fra intelligent transport, smart energi, smarte byer til intelligent sundhed. CPS anvender i stigende grad avanceret maskinlæring, hvilket fører til stor forbedring af produkter med hensyn til ydeevne, effektivitet og brugervenlighed. CPS optræder imidlertid ofte i sikkerhedskritiske systemer, som f.eks. selvkørende biler og medicinsk udstyr. Her er behovet for verifikation mod potentielle fatale ulykker og sikkerhedsangreb indlysende og af afgørende vigtighed.

S4OS vil udvikle en ny generation af matematisk velfunderede, skalerbare metoder og værktøjer, der gennem integration af maskinlæring og modelbaserede verifikationsteknikker vil gøre det muligt at konstruere optimale cyber-fysiske systemer, der er garanteret – og kan certificeres – at opfylde afgørende pålideligheds- og sikkerhedskrav.