Nyheder

Villum Fonden støtter science i fritiden med 25 millioner

Flere børn og unge skal have adgang til sjove, lærerige fritidsaktiviteter, der bringer naturvidenskaben og teknologien ind i hverdagen. Derfor åbner Villum Fonden nu for fjerde gang en pulje på 25 millioner kroner, der giver foreninger, fritidsklubber, museer, science-centre, naturskoler og andre mulighed for at søge støtte til projekter, som motiverer børn og unge til at opdage science i fritiden.
Dato
Insert related sub-area here

Målet med puljen er at engagere børn og unge fra 7 til 20 år i forløb, hvor de mødes regelmæssigt og får science tættere ind på livet på en inspirerende måde.

"Hvis børn og unge skal udvikle nysgerrighed og motivation for science, skal de opleve, at science kan være sjovt og spændende  – også uden for skolen. Vi vil gerne støtte, at børn og unge sammen opdager, hvordan naturvidenskab og teknologi er relevant i deres liv," siger Agi Csonka, programdirektør hos Villum Fonden. 

Science i fællesskaber

Puljen støtter projekter, der gennem sjove og engagerende aktiviteter giver børnene en forståelse for naturvidenskab og teknologi i hverdagen. Det kan være alt fra robotbygning, opdagelse af universets mysterier til bæredygtighedsprojekter, hvor teknologi bruges til at skabe innovative løsninger. 

”Naturvidenskab er i alt omkring os. Vi håber med denne pulje, at flere børn får øjnene op for det magiske ved naturvidenskaben og teknologien. Science skal være noget man går til - sammen med andre,” siger Agi Csonka, programdirektør hos Villum Fonden.

Puljen er åben for ansøgninger fra organisationer og institutioner, der allerede arbejder med børn og unge. Der lægges vægt på projekter, som rammer bredt og henvender sig til deltagere, der ikke nødvendigvis har science tæt inde på livet i forvejen. 

Ansøgningsfristen er 10. januar 2025 kl. 14, og de første bevillinger forventes i juni 2025. 

Læs mere om puljen her: 

https://villumfonden.dk/da/group/channel/science-i-fritiden

Informationsmøder

Villum Fonden afholder to online møder, hvor det er muligt at lære mere om puljen og stille spørgsmål. Informationsmøderne afholdes online og deltagere vil blive tilsendt et link inden mødet.

Tilmeld dig mødet her:

22. okt. Kl. 14.30 https://www.conferencemanager.dk/informationsmoedescienceifritiden22oktoberkl1430

5. nov. kl. 10 https://www.conferencemanager.dk/informationsmoedescienceifritiden