Villum Fonden støtter genåbningen af ikonisk europæisk kulturmonument
Villum Fonden har bevilget 7,5 mio. kr. til et vigtigt delprojekt i restaureringen: genetableringen af det naturlige lys i Grand Palais. Projektet omfatter restaurering af centrale glaspartier, herunder glastagene over udstillingsgallerier og indgangsparti samt det spektakulære glasloft i rotunden i Palais d’Antin – en central hal beliggende i midten af Grand Palais.
Grand Palais blev oprindeligt opført til verdensudstillingen i 1900, og restaureringen bringer palæet tilbage til sin oprindelige arkitektoniske storhed. Tidligere tiders tilføjelser til de originale bygninger er blevet fjernet, og palæets oprindelige rumlige sammenhæng og naturlige lysindfald er genskabt. Hele 60 % af bygningens arealkapacitet er blevet genvundet til glæde for de besøgende, som nu igen kan opleve det oprindelige arkitektoniske perspektiv gennem palæets akser.
”Vi er dybt taknemmelige for Villum Fondens generøse støtte, som har været afgørende for at realisere visionen om et åbent, levende og inkluderende Grand Palais. Fondens støtte har gjort det muligt at bringe mere dagslys ind i arkitekturen og genskabe den oprindelige arkitektoniske vision for palæet," siger Didier Fusillier, formand for Réunion des Musées Nationaux - Grand Palais.
Grand Palais har gennem sin historie haft en mangfoldig anvendelse. Palæet blev opført som et monument for kunst og innovation, og har huset alt fra prestigefyldte kunstudstillinger og modeuger til sportsbegivenheder og teknologimesser. Under Første Verdenskrig fungerede det endda som militærhospital.
Med restaureringen åbner Grand Palais sig nu mere end nogensinde for offentligheden. Tidligere utilgængelige områder bliver åbnet for besøgende, og bygningen får forbedret tilgængelighed for alle. Visionen er, at Grand Palais skal være et levende og inkluderende kulturhus og moderne samlingpunkt i hjertet af Paris med borgerindragende aktiviteter, debatarrangementer, kunstudstillinger, koncerter og andre events.
"Kulturarv er en del af vores fælles dannelse og identitet – på tværs af grænser. Derfor er det vigtigt at støtte projekter som Grand Palais, hvor et markant eksempel på europæisk kulturarv ikke blot bevares, men også skaber rammerne for et levende kulturliv og fællesskab til glæde for kommende generationer," udtaler Villum Fondens direktør, Lars Bo Nielsen.
"Grand Palais er ikke blot et vigtigt fransk kulturmonument, men en del af Europas fælles kulturarv. Villum Fondens engagement er et smukt eksempel på, hvordan dansk-fransk samarbejde kan skabe varige forbindelser gennem kultur og arkitektur og er en gave til både nutiden og fremtiden," siger Danmarks ambassadør i Frankrig, Hanne Fugl Eskjær.
Villum Fonden har tidligere støttet andre større kulturelle projekter i Europa, herunder restaurering af La Sainte-Chapelle og Hotel de la Marine i Paris samt Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche og Statsrådsbygningen i Berlin.