Nye muligheder for unge i Europa
I Tjekkiet har projektet Technology Across Generations (TAG) været med til at give nyt liv til en erhvervsskole i byen Vyškov. Gennem nye, moderne værksteder, tættere samarbejde med lokale virksomheder og aktiviteter, der involverer både elever og deres familier, er skolen nu blevet et langt mere attraktivt valg for unge. På fem år er elevtallet steget med 86 procent.
”Vi har vist vores elever, at der også er en plads til dem på arbejdsmarkedet,” siger Blanka Jagošová, viceforstander på erhvervsskolen Secondary Technical and Vocational School i Vyškov.
I Frankrig kombinerer NGO’en ACTA VISTA erhvervsuddannelse med social inklusion. Organisationen oplærer unge, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, i traditionelle håndværk inden for restaurering af kulturarv, samtidigt med at de unge bidrager til at bevare nogle af Frankrigs historiske monumenter. Omkring to tredjedele af deltagerne går videre i job eller uddannelse – et eksempel på, hvordan praktisk læring kan styrke både kompetencer, selvtillid og deltagelse i samfundet.
”Når vi betror nogle af de mest betydningsfulde kulturarvssteder til mennesker, som ofte står uden for arbejdsmarkedet, hjælper vi dem med at udvikle nye kompetencer og genvinde troen på egne evner. Det er med til at give dem en oplevelse af at høre til,” siger Laure Cissouma, Partnership Facilitator hos ACTA VISTA.
Kompetencer til den grønne omstilling
Over hele Europa vokser behovet for medarbejdere, der kan bidrage til den grønne omstilling. Derfor har Villum Fonden i stigende grad fokus på projekter, der gennem erhvervsuddannelser forbereder unge på de nye krav, som den grønne omstilling stiller til arbejdsmarkedet.
Et eksempel er GREENFIN-projektet i Polen. I samarbejde med landbrugsskoler hjælper projektet unge, der har ambitioner om at starte egen virksomhed i landbruget, med at udvikle viden om bæredygtig drift, innovation og økonomistyring. Gennem mentorforløb, workshops og samarbejde med eksperter fra den finansielle sektor får eleverne både praktisk erfaring og indsigt i, hvad der skal til for at skabe en bæredygtig landbrugsvirksomhed
I Italien er LIGHT-projektet med til at løfte undervisningen i nogle af de lokalsamfund, der har store uddannelsesmæssige udfordringer. Ved at styrke lærernes kompetencer og engagere eleverne gennem nye undervisningsformer er målet at forbedre elevernes faglige udbytte og inspirere unge til at bidrage til en mere bæredygtig fremtid. Projektet er udviklet som en model, der kan udbredes til andre områder, så erfaringerne kan skabe varige forandringer langt ud over de skoler, der deltager.
”Hvis vi skal lykkes med at skabe et mere bæredygtigt og robust Europa, så kræver det, at unge får de rette kompetencer til fremtidens arbejdsmarked. Derfor går vi målrettet efter at støtte projekter, der ikke alene gør en forskel for de unge, der deltager, men som også kan inspirere andre og skabe varige forandringer,” siger Nicolas Schunck, uddelingschef i Villum Fonden.