Nyheder

Mere teknologiforståelse og digital dannelse til flere børn og unge

Fredericia, Lemvig, Frederikshavn, Brønderslev, Tønder, Vordingborg, Thisted og Allerød kommuner får i alt 43,3 mio. kr. til at etablere makerspaces og uddanne lærere. Dermed har VILLUM FONDEN nu støttet, at elever får mulighed for at arbejde med teknologier og skabe produkter i en fjerdedel af landets kommuner.
Dato
Insert related sub-area here
Et makerspace er...

... et værksted, som er indrettet, så elever kan arbejde med både digitale teknologier og analoge håndværk. Her designer og konstruerer eleverne med alt fra laptop til loddekolber og limpistoler.

Etableringen af makerspaces sker som led i VILLUM FONDENs mål om, at science skal opleves som vedkommende og inspirerende i skolen og fritiden – og som mulig levevej. For info se uddelingsområdet Børn, unge og science.

Sideløbende med etableringen af makerspaces har VILLUM FONDEN igangsat et evalueringsprojekt af satsningen, der skal vise, hvordan makerspaces kan blive en integreret del af undervisningen i folkeskolen. Læs mere om evalueringen.

Kernen i årets makerspaces er kritisk og konstruktiv tænkning over teknologi og konkret arbejde med de mange muligheder, teknologi kan give os. Med bevillinger fra VILLUM FONDEN kan otte kommuner nu etablere makerspaces og igangsætte forløb, hvor elever kan udforske digitale teknologier. I makerspaces får børn og unge materialer og teknologier mellem hænderne og undersøger, hvordan de kan bruge dem til at løse virkelighedsnære problemstillinger:

”Vi kan se, at rigtig mange kommuner er optaget af, at børn får kompetencer til at handle kompetent og ansvarligt i den digitaliserede verden. De går i gang, også uden fondsstøtte. Så vi er glade for at kunne skubbe til en udvikling, hvor kommuner - både med og uden bevilling fra os - inddrager makerspace i deres undervisning,” siger fondsrådgiver Jette Hundahl Mikkelsen fra VILLUM FONDENs område for børn, unge og science:

”Vi har en særlig interesse for, at undervisningen i makerspace engagerer både drenge og piger. Undervisningen skal opleves som relevant og motiverende for alle børn, så de - uanset køn - ved noget om teknologi og forstår, hvordan det påvirker vores samfund og demokrati og kan se det som en mulig fremtid.”

Årets projekter

Årets ansøgninger viser mange forskellige måder at sætte digitale teknologier i spil i undervisningen. Arbejdet med makerspaces rummer forskellige tilgange og metoder afhængig af den enkeltes kommunes strategier, mål og visioner.

De otte kommuner, der har modtaget bevilling i denne runde er: Fredericia, Lemvig, Frederikshavn, Brønderslev, Tønder, Vordingborg, Thisted og Allerød.

I Fredericia Kommune vil de etablere makerspaces på alle kommunens 14 skoler. De ønsker at skabe en struktur, hvor alle børn uanset køn og baggrund får mulighed for at arbejde med teknologier i både skole og fritid:

“Med makermiljøer på alle skolerne i Fredericia får vi en helt fantastisk mulighed for at skabe rammerne for, at børn og unge kan motiveres og glædes ved at arbejde kreativt, problemløsende og samskabende. Alle vores piger og drenge – uanset baggrund – skal have de bedste muligheder for at blive klar til en verden, hvor digitale teknologier både er en udfordring og en forudsætning. Det får de nu,” siger projektleder Kia Skovbo Ehlers fra Børn, Unge og Kultur i Fredericia Kommune.

Makermiljøer for alle i Fredericia

Gennem ”Makermiljøer for alle” får elever nem adgang til teknologier i både skole og fritid, så der bliver skabt øget chancelighed i Fredericia Kommune. Kommunen vil skabe kreative og inspirerende læringsrum med digitale og analoge teknologier på alle 14 skolematrikler i kommunen.

Projektet vil skabe en struktur, der kan fremme teknologiforståelse i både skole og fritid, så piger og drenge fra alle baggrunde oplever at arbejde problemløsende, eksperimenterende og samskabende med koblinger til deres hverdag. I projektet er der et særligt fokus på at styrke pigernes selvbillede i forhold til egen teknologiske handleevne og deres interesse inden for STEM-området.

Der iværksættes kompetenceudvikling af pædagogisk personale og uddannelse af TEK-vejledere, TEK-pædagoger og TEK-elevagenter så der bliver etableret en stærk makerkultur, hvor eleverne bliver dannet og uddannet til at forholde sig kritisk, konstruktivt og medskabende til verden – både den analoge og digitale.

VILLUM FONDEN bevilger ca. 5,6 mio. kr. til projektet, der løber over en fireårig periode fra 2023 til 2027. Projektet bliver kørt af Børn, Unge og Kultur i Fredericia Kommune.

Klimabevidste børn og unge i Lemvig

Makerspace Lemvig har fokus på at skabe klimabevidste børn og sikre, at alle børn og unge har en grundlæggende teknologiforståelse.

Med projektet ønsker kommunen at danne eleverne til at samarbejde og til at være handlekraftige, undersøgende og i stand til at reflektere over egen praksis. Projektet bygger på lokale samarbejder på tværs af private og offentlige aktører.

Alle kommunens syv skolematrikler samt ungdomsskolen og 10. klassecenter er involveret i projektet. Der vil blive etableret lokale makerspaces på alle kommunens folkeskoler og 10. klasser. En tredjedel af kommunes lærere skal uddannes inden for teknologiforståelse og være med til at skabe liv og kvalificeret fagligt indhold i de enkelte makerspaces. Kompetenceudviklingen bliver varetaget af CFU.

VILLUM FONDEN bevilger ca. 5,7 mio. kr. til projektet, der løber over en treårig periode fra 2023 til 2026. Lemvig Kommune er tovholder på projektet og har indgået forpligtende samarbejder med Lemvig Gymnasium, 10. klassecenter, Ungdomsskolen, Klimatorium og en bred vifte af lokale virksomheder.

Frederikshavn tager afsæt i skolevision om digital forståelse

Frederikshavn Kommune vil skabe forudsætninger for, at alle børn og unge får et godt børne- og ungdomsliv. Evnen til at kunne begå sig i en digital verden er et centralt omdrejningspunkt i kommunens skolevision.

Kommunens strategi for digital læring og dannelse har til hensigt at styrke teknologiforståelsen og den digitale dannelse hos børn og unge i dagtilbud, skole og ungdomsskole samt klubber. Der er bl.a. etableret tre makerspaces på tre udvalgte skoler, og lærere har taget hul på kompetenceudviklingen. I 2022 har kommunen afsat midler til etablering af makerspaces på yderligere otte af de i alt 16 skoleafdelinger.

Med bevillingen vil man uddanne 48 makerspacedrivere, 90 faglærere samt 100 udskolingselever til co-drivere, for at skabe de bedste forudsætninger for, at alle børn og unge kan løfte deres læringsniveau ift. teknologiforståelse.

I forhold til etableringen af makerspaces som praksisfaglige læringsmiljøer har kommunen etableret en såkaldt erhvervsplaymakerordning, der skal skabe læringsforløb for grundskoleelever i tæt samarbejde med erhvervslivet og dermed flytte læringsrummet ud i de lokale virksomheder.

VILLUM FONDEN bevilger ca. 2,2 mio. kr. til projektet, der løber over en treårig periode fra 2023 til 2025. Frederikshavn Kommune er er tovholder med CFU- Nordjylland som samarbejdspartner.

Mangfoldighed og problembaseret undervisning i Brønderslev

Med bevillingen vil man udvikle eksperimenterende og kreative læringsmiljøer, så der bliver skabt øgede deltagelsesmuligheder for alle børn og unge i både skole og fritid. Projektet skal give skolerne mulighed for at opbygge naturfaglig kapacitet, teknologiforståelse og fælles praksis. Kommunen ønsker at udvikle undervisningsformer, der understøtter elevernes læring og tager udgangspunkt i elevernes mangfoldighed samt inddrager deres kompetencer, viden og erfaringer på tværs af fag, skole og fritid.

I et samarbejde med Professionshøjskolen UCN bliver der uddannet 11 ressourcepersoner, 90 naturfagslærere og to ressourcepersoner fra Ungdomsskolen, med henblik på at opbygge kompetencer til at facilitere forløb, der fremmer alle elevers interesser - herunder forløb, som i særlig grad motiverer piger i undervisningen og fremmer en kønsinkluderende praksis.

Med bevillingen bliver der etableret lokale makerspaces som læringslaboratorier på kommunens 11 skoler.

VILLUM FONDEN bevilger ca. 4,4 mio. kr. til projektet, der løber over en fireårig periode fra 2023 til 2026. Brønderslev Kommunesamarbejder med Professionshøjskolen UCN og Brønderslev Ungdomsskole om projektet.

Lokalt indhold og virkelighedsnære problemstillinger i Tønder

Målet er, at teknologi og digitalisering bliver en integreret del af undervisning og fritid for alle børn og unge i Tønder Kommune. Kommunen samler derfor en række aktører i en koordineret indsats for, at børn og unge kommer til at arbejde kontinuerligt og struktureret i makerspaces med vægt på lokalt indhold og virkelighedsnære problemstillinger.

Daginstitutioner, private skoler, FGU’er og ungdomsuddannelser bliver inddraget for at brede projektet ud til så mange som muligt. I fritiden skal børn og unge have mulighed for at lege og skabe i makerspaces faciliteret af bibliotekerne, ungdomsskolen og frivillige fællesskaber.

Der etableres stationære makerspaces på alle 10 kommunale folkeskoler med forskellige teknologier, materialer og arbejdsmuligheder. FGU og private skoler har mulighed for at bruge et mobilt makerspace, mens Mind Factory by Ecco bliver ramme for det fysiske miljø for ungdomsuddannelserne og kommunens 10. klasse-tilbud.

Der vil blive uddannet mindst én teknologiforståelsesvejleder på alle kommunale grundskoler og i ungdomsskolen samt et antal nøglemedarbejdere på tværs af trin og fag.

VILLUM FONDEN bevilger ca. 6,7 mio. kr. til projektet, der løber over en femårig periode fra 2023 til 2027. Tønder Kommune Skole og dagtilbud er tovholder og samarbejder med Tønder Ungdomsskole og Mind Factory by Ecco.

Lærerstuderende bliver makerspaceværter i Vordingborg

Det primære formål med projektet er at give lærere kompetencer til varigt at løfte elevernes kompetencer inden for teknologiforståelse og engagement i skolen. Med bevillingen vil kommunen etablere et makerspace samt uddanne et ressourceteam på alle skoler. Center for undervisningsmidler (CFU), Professionshøjskolen Absalon står for kompetenceudvikling af de 45 lærere, som udgør ressourceteamet på skolerne.

Med indsatser omkring makerspace og teknologiforståelse bliver den eksperimenterende og elevcentrerede læring sat i centrum for at styrke elevernes kompetencer og muligheder for videre læring og dannelse i et samfund med mange digitale arenaer og teknologier.

I projektet er der lokale samarbejdspartnere, der medvirker med autentiske designudfordringer i et årligt forløb for 3. – 8. klassetrin. Der vil desuden blive afholdt en årlig makerfestival for alle skolerne i kommunen.

Studerende på læreruddannelsen bliver uddannet som makerspace-værter. De vil komme i særlig tilrettelagt praktik på makerspace-skolerne og tilbydes studiejob, hvor de holder makerspace åbent uden for skoletiden.

VILLUM FONDEN bevilger ca. 5,9 mio. kr. til projektet, der løber over en fireårig periode fra 2023 til 2027. Vordingborg Kommune samarbejder med CFU Professionshøjskolen Absalon om projektet.

Thy til teknologi i både skole og fritid

Thisted Kommune vil etablere makerspaces på kommunens 15 skoler og udvikle en fælles didaktisk model, som der arbejdes ud fra i de enkelte makerspaces.

Kompetenceudvikling skal sikre, at de fysiske rum ”flyder” ind i de eksisterende fag, så disse i endnu højere grad bliver understøttet af den teknologi og de krav, som eleverne møder efter folkeskolen. Samtidig skal rummene også flyde ind i elevernes fritidsliv i skolefritidsordningen, hvor eleverne selv er værter i en frikvartersindsats. 45 skoledere, 50 superbrugere, 350 fra det pædagogiske personale og 100 elever kompetenceudvikles i et samarbejde med Aalborg Universitet, UCN’s Læreruddannelse og CFU.

Projektet er koblet til lokale virksomheder og aktører, som bidrager med cases, viden og restmaterialer. Desuden knytter virksomhedssamarbejdet elevernes arbejde i skolens makerspace tæt til det samfund, der omgiver eleverne, og med afsæt i de aktuelle og fremtidige problemstillinger, virksomhederne møder. Indgangen til de lokale virksomheder sker gennem et samarbejde med Thy Erhvervsforum.

VILLUM FONDEN bevilger ca. 6,9 mio. kr. til projektet, der løber over en fireårig periode fra 2023 til 2027. Undervisning og dagtilbud, Thisted Kommune, Professionshøjskolen og UCN er samarbejdspartnere, og der er aftalt partnerskab med Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller.

Fremtiden læringsmiljøer på nutidens skoler i Allerød

Kommunen vil styrke børn og unges undervisning gennem legende, innovative læreprocesser med teknologiforståelse. I nye makerspaces vil der blive skabt læringsmiljøer, der vægter fællesskab og chancelighed højt. Der vil blive udarbejdet projektorienterede og eksperimenterende forløb med STEAM, innovation og designprocesser.

Gennem projektet vil kommunen etablere makerspaces lokalt på kommunens fire folkeskoler på syv matrikler samt gennemføre kompetenceudvikling af medarbejderne og skoleledelserne. Kompetenceudviklingen forankres i Allerød Kommunes Videnscenter, der er et fælles kompetenceudviklingscenter for hele skole- og dagtilbudsområdet

I projektet er der fokus på, at forvaltningen arbejder sammen med skoleledelserne og faglige netværk af medarbejdere tæt på eleverne og praksis.

VILLUM FONDEN bevilger ca. 5,7 mio. kr. til projektet, der løber over en treårig periode fra 2023 til 2026. Tovholder er Skole og Dagtilbud i Allerød Kommune.

Kontakt