Nyrestaurerede glasmosaikker
Med støtte fra VILLUM FONDEN har det mere end 760 år gamle parisiske mindesmærke Sainte-Chapelle gennemgået en omfattende restaurering. Bygningsværket genåbnede i maj 2015.
Tilbage i 2007 bevilgede VILLUM FONDEN 5 mio. euro til restaurering af Sainte-Chapelle. På det tidspunkt den hidtil største bevilling til et projekt udenfor Danmark.
For VILLUM FONDEN var bevillingen et godt eksempel på symbiosen af et enestående stykke europæisk middelalderbyggeri, hvor udnyttelse af dagslyset er sat i højsædet og den helt specielle betydning, som dagslyset ligeledes spiller i historien bag VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN og den tilknyttede virksomhedsgruppe.
Med dets mure af lys har Sainte-Chapelle gennem mere end 700 år bragt dagslys ind i menneskers liv og samtidig overlevet mørke tider med krige og revolutioner.
Formålet med disse vinduer var og er ved hjælp af dagslyset at lade publikum opleve de historier, der fortælles af mosaikkerne, og samtidig forundres over de fysiske fænomener, der udspiller sig i denne historiefortælling.
Dagslyset var også kilden til det livsværk, som stifteren af VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN og opfinderen af VELUX ovenlysvinduet, civilingeniør Villum Kann Rasmussen, efterlod sig.
Den internationale gruppe af virksomheder stiftet af Villum Kann Rasmussen, hvor VELUX fortsat er hovedhjørnestenen, har den erklærede målsætning ”….at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag.”
Bevillingen til la Sainte-Chapelle er således i fuld harmoni med stifterens intentioner.
Med vinduesrestaureringen, der er varetaget af den franske kulturarvsstyrelse, vil la Sainte-Chapelle med dets unikke dagslysarkitektur også tilbyde kommende generationer af besøgende lejligheden til at opleve og forundres over lysets passage og spil gennem disse fantastiske mure af glasmosaik.
Det er VILLUM FONDENs håb, at man med denne bevilling bidrager til at sikre et – selv på europæisk plan – enestående historisk monument for fremtiden til glæde og forundring for Frankrigs egen befolkning såvel som de talløse udenlandske gæster, der hvert år besøger la Sainte-Chapelle.