Formueforvaltning

Fondens formue bliver investeret bredt og skal sikre højest muligt afkast, så vi kan uddele flest mulige midler til almennyttige formål. Vi har ekstra fokus på grønne, klimavenlige investeringer og bekæmpelse af klimaforandringer.

Vores indtægter stammer dels fra drift af VKR Holding A/S, dels fra værdipapirer.

Den finansielle formue stammer fra fondens stifter, fra formuens afkast samt fra ekstraordinære udlodninger fra VKR Holding A/S.

Vi investerer i aktier, obligationer og alternative investeringer, herunder ejendomme, private equity, infrastruktur m.v., og overskuddet fra investeringerne bliver brugt til filantropiske uddelinger, dækning af driftsomkostninger og konsolidering. Investeringerne bliver foretaget af specialister inden for de enkelte investeringsområder. Specialisterne bliver udvalgt efter deres ekspertise og evne til at skabe konkurrencedygtige og attraktive afkast.

Udenlandske investeringer og skat

En del af vores investeringer er i udenlandske aktiver. Disse investeringer er underlagt skattelovgivningen i de pågældende hjemlande, og løbende overskud bliver beskattet lokalt, der hvor overskuddet bliver optjent.

Vi arbejder målrettet på at sikre, at samarbejdspartnere og de selskaber, som der investeres i, overholder gældende skatteregler samt internationale guidelines.

Bestyrelser udstikker rammer

Vi arbejder efter Civilstyrelsens retningslinjer og de særlige tilladelser, som styrelsen har givet begge fonde

Herudover er det fondens  bestyrelse, der udstikker de investeringsrammer, som investeringsafdelingen arbejder efter. 

Investeringsafdelingen indstiller løbende forslag til bestyrelsen om ændringer i investeringsuniverset for at sikre, at vores investeringsstrategi er tidssvarende og følger udviklingen på de finansielle markeder.

Investeringskomité

Vi har nedsat en investeringskomité, der skal sikre, at vores midler investeres og forvaltes bedst muligt.

Komitéen monitorerer og evaluerer den løbende formueforvaltning og tilser, at den følger den investeringsstrategi og -praksis, som bestyrelserne har vedtaget. Komitéen fungerer også som sparringspartner for fondens investeringsteam ved justering af strategien og ved investering inden for nye områder.

Bestyrelsen og den daglige ledelse er repræsenteret i investeringskomitéen, der desuden har eksterne og uafhængige eksperter som medlemmer. Investeringskomiteen rapporterer til bestyrelsen.