Modtager
Johs Odgaard
Morsø Kommune
Bevilliget
6.582.691 DKK
År
2021

Projektbeskrivelse

Børn og unge i Holstebro, Næstved, København, Morsø, Fredensborg og Skive kommune får nu mulighed for at få adgang til nye makerspaces som er værksteder med design, opfinderi og teknologi. VILLUM FONDEN har bevilliget næsten 36 mio. kr. til de nye projekter i de seks kommuner. Tidligere er der i 2019 bevilliget 30 mio. kr. til makerspaces i fem kommuner (Aalborg, Aabenraa, Gentofte, Greve og Lejre), og i 2020 25 mio. kr. til seks kommuner (Favrskov, Frederikssund, Jammerbugt, Lolland, Odense og Svendborg)
Sammen med VIA-Herning, robotfabrikken BILA A/S og Jesperhus Feriepark vil Morsø Kommune kompetenceudvikle alle lærere og ledere. De vil uddanne vejledere på alle skoler, så makerspace kan blive implementeret i de enkelte fag. De har en klar strategi for at inddrage de unge gennem uddannelse som Master-Makers. De har et klart og tydeligt kønsfokus blandt andet gennem kvindelige rollemodeller på virksomheder.
Som start på projektet vil de opbygge et centralt bemandet kompetenceudviklings- og læringscenter på kommunens ungdomsskole. Dette vil blive kursussted og center for udbredelsen. Ledere, vejledere og fagudvalg opbygger i løbet af projektet lokale udgaver af Makerspaces inspireret og vejledt af kompetenceudviklingen og udviklingscentret.
Morsø Kommunes samlede skolevæsen med fem folkeskoler (en er specialskole), ledelse, lærere og elever deltager i projektet. Der oprettes fritidshold i Ungdomsskolen og åbent værksted på Ungdomsskolens makerspace.

Mere om makerspaces
Et makerspace er i en skole et konkret, fysisk sted, som er indrettet, så eleverne kan arbejde med innovation, kreativitet og produktion. Det er et værksted, hvor man både kan arbejde med nye digitale teknologier og analoge håndværk. Her designer og konstruerer eleverne med alt fra laptops til loddekolber og limpistoler. VILLUM FONDEN ønsker at makerspaces med tiden bliver en del af hverdagen i alle landets kommuner og har derfor i flere omgange inviteret landets kommuner til at søge støtte til at etablere makerspaces.