Zero-Knowledge Protocols

Modtager
Mahak Pancholi
Aarhus Universitet
Projektnummer:
00059834
Bevilliget
2.388.903 DKK
År
2023

Projektbeskrivelse

Et Zero-Knowledge (ZK) bevis er et kryptografisk værktøj, der giver en person (bevisføreren) mulighed for at fremsætte en påstand og derefter overbevise en anden person (beviskontrolløren) om, at påstanden er sand, uden at afsløre yderligere information om den. Derudover sikrer det, at hvis påstanden er falsk, vil en ondsindet bevisfører ikke kunne overbevise beviskontrolløren. For eksempel kan man ønske at overbevise en central organisation om, at man er berettiget til at afgive en stemme, men holde relaterede oplysninger som nationalitet, adresse, etc. private. Et ZK bevis giver os mulighed for netop dette. Samtidigt vil en uberettiget person være ude af stand til at lyve. I mange andre følsomme brugsscenarier (f.eks. bank-, finans- og elektroniske afstemningssystemer), hvor privatliv og ærlig adfærd er af største betydning, anvendes ZK beviser som den centrale teknologi til at garantere disse mål. Imidlertid nedprioriterer praktiske anvendelser ofte sikkerhed til fordel for effektivitet. Dette kan være særligt katastrofalt i førnævnte følsomme scenarier. Derfor er målet med dette projekt at gøre ZK beviser mere sikre mod ethvert potentielt angreb og mere effektive for at facilitere deres anvendelse i andre kritiske brugsscenarier.