"Vores makersted" i Lejre
Projektbeskrivelse
Børn og unge i Aalborg, Aabenraa, Gentofte, Greve og Lejre kan 2020 se frem til nye værksteder – makerspaces – med design, opfinderi og teknologi. VILLUM FONDEN har bevilliget næsten 30 mio. kr. til projekter i de fem kommuner fra 2019, og yderligere 25 mio. kr. til projekter i en række nye kommuner fra 2020.
I Lejre Kommune bliver der gradvist oprettet makerspaces på alle kommunens otte skoler for at skabe kreative læringsmiljøer, der både skal styrke STEM-fagene og Håndværk og design-faget. Skole-teams, en tværgående styregruppe og en digital platform skal sikre videndeling, og en tværgående koordinator skal etablere samarbejder med lokale foreninger, virksomheder og kulturinstitutioner.
Projektet kører over fire år og bliver ledet af kommunens Center for Børn og Læring, der samarbejder med blandt andet Professionshøjskolen Absalon, Dansk Byggeri, Ungdommens uddannelsesvejledning, ungdomsskolen og Grøn Generation.
Mere om makerspaces
Et makerspace er i en skole et konkret, fysisk sted, som er indrettet, så eleverne kan arbejde med innovation, kreativitet og produktion. Det er et værksted, hvor man både kan arbejde med nye digitale teknologier og analoge håndværk. Her designer og konstruerer eleverne med alt fra laptop til loddekolber og limpistoler. VILLUM FONDEN ønsker at makerspaces med tiden bliver en del af hverdagen i alle landets kommuner, og har derfor i flere omgange inviteret landets kommuner til at søge støtte til at etablere makerspaces.