Stochastic Morphometry: Evolutionary Modelling of Whole Shape Data
Projektbeskrivelse
Stokastisk morphometri: Udvikling af biologiske former gennem evolutionshistorien
Studier af dyrs form, morphometri, har været biologers primære måde at afkode arternes udviling og sammenhæng gennem evolutionshistorien, traditionelt ved at studere enkle mål som f.eks. kranievolumen eller knoglelængde i stedet for den fuldstændige form. Samtidig har DNA data ledt til udvikling af statistiske metoder, som har revolutioneret brugen af DNA i evolutionslære, men disse metoder kan endnu ikke bruges til at studere former af dyr. Projektet vil udvikle statistiske modeller baseret på ny matematisk teori der kan fuldt beskrive evolution af form.
De nye metoder vil revolutionere brugen af morphometriske data i biologi fordi de fuldt kan gøre brug af al informationen i komplekse biologiske strukturer. Vi vil eksemplificere styrken af modellerne med studier af sommerfuglevinger, fuglenæb, ulve- og hundekranier, samt menneskekranier.