Makker-rum
Projektbeskrivelse
I Jammerbugt bliver ungdomsskolen det teknologiske fyrtårn.
Kommunerne i Jammerbugt, Favrskov, Svendborg, Odense, Frederikssund og Lolland har i november 2020 fået bevillinger på i alt 31 mio. kr. af VILLUM FONDEN til at oprette makerspaces - læringslaboratorier for design, opfinderi og teknologi. Der er nu i alt 11 kommuner godt spredt på Danmarkskortet, der har fået bevillinger til at oprette makerspaces. I december 2019 fik Aabenraa, Aalborg, Gentofte, Greve og Lejre de første bevillinger.
Jammerbugt Kommune etablerer makerspaces på kommunens 12 skoler og opretter et mobilt makerspace i ungdomsskoleregi. Makerspaces skal medtænkes i undervisningen i alle fag og på alle klassetrin. Makerspaces bliver en særlig aktiv del af undervisningen i kommunens specialklasser. Her vil man udforske de muligheder, teknologiforståelse og praktiske aktiviteter har for didaktikken i forhold til børn med særlige behov.
Ungdomsskolen får en central rolle i projektet, som det teknologiske fyrtårn, der skal være inspirator, igangsætter og katalysator for nye tiltag, teknologier og værktøjer. For at tilgodese kommunens geografi etablerer ungdomsskolen et mobilt makerspace, der når ud til alle dele af kommunen.