Makerspaces i Lolland Kommune
Projektbeskrivelse
Lolland får makerspace-kraftcentre.
Kommunerne i Jammerbugt, Favrskov, Svendborg, Odense, Frederikssund og Lolland har i november 2020 fået bevillinger på i alt 31 mio. kr. af VILLUM FONDEN til at oprette makerspaces - læringslaboratorier for design, opfinderi og teknologi. Der er nu i alt 11 kommuner godt spredt på Danmarkskortet, der har fået bevillinger til at oprette makerspaces. I december 2019 fik Aabenraa, Aalborg, Gentofte, Greve og Lejre de første bevillinger.
Projektet I Lolland Kommune er blevet til i en fælles idégenerering mellem folkeskolerne, ungdomsskolen og biblioteket. Kommunen opretter fire makerspace kraftcentre og tre mini-makerspaces på kommunens folkeskoler. Kraftcentrene vil kunne anvendes af både bibliotek, skoler, ungdomsskole og ungdomsuddannelser og være tilgængelige for elever, borgere og frivillige.
Et frivilligt team af medarbejdere på tværs af skoler vil blive kompetenceudviklet i at anvende faciliteterne. Professionshøjskolen Absalon varetager den faglige og uddannelsesmæssige del.