Makerspaces i Greve kommune - For alle

Modtager
Danny Stensgaard Andreasen
Greve Kommune
Bevilliget
4.389.602 DKK
År
2019

Projektbeskrivelse

Kreativ værktøjskasse til alle skoler i Greve 

Børn og unge i Aalborg, Aabenraa, Gentofte, Greve og Lejre kan 2020 se frem til nye værksteder – makerspaces – med design, opfinderi og teknologi. VILLUM FONDEN har bevilliget næsten 30 mio. kr. til projekter i de fem kommuner fra 2019, og yderligere 25 mio. kr. til projekter i en række nye kommuner fra 2020. 

 

I Greve skal der skabes en ny kultur for undervisning i designbaseret teknologiforståelse, og der skal oprettes makerspaces på alle kommunens skoler. De første faciliteter bliver etableret på tre pilotskoler, hvorefter der i etaper bliver oprettet  makerspaces på kommunens øvrige ni skoler. Mindst ti lærere på hver skole skal have kompetenceudvikling i at arbejde med undersøgende undervisningsforløb med brug af nye teknologier målrettet teknologiforståelsesfaget.
Projektet kører over fem år og er forankret i skoleforvaltningen, som samarbejder med Professionshøjskolen Absalon, STU, og bibliotekerne.
Mere om makerspaces
Et makerspace er i en skole et konkret, fysisk sted, som er indrettet, så eleverne kan arbejde med innovation, kreativitet og produktion. Det er et værksted, hvor man både kan arbejde med nye digitale teknologier og analoge håndværk. Her designer og konstruerer eleverne med alt fra laptop til loddekolber og limpistoler. VILLUM FONDEN ønsker at makerspaces med tiden bliver en del af hverdagen i alle landets kommuner, og har derfor i flere omgange inviteret landets kommuner til at søge støtte til at etablere makerspaces.