Nyhed

Villum Infrastructure: 52 mio. kr. til banebrydende forskningsudstyr

Med et nyt program investerer Villum Fonden i banebrydende forskningsinfrastruktur. Tre projekter får tilsammen 52 mio. kr. til avanceret udstyr, der skal løfte danske forskningsmiljøer op i den internationale superliga.
Dato
Insert related sub-area here

Villum Fonden har for første gang uddelt bevillinger til forskningsinfrastruktur gennem det nye program Villum Infrastructure. Med i alt 52,1 mio. kr. til tre projekter på Københavns Universitet og Aalborg Universitet bliver der investeret i topmoderne udstyr, som skal styrke de bedste forskningsmiljøer.

Bevillingerne omfatter ikke kun selve udstyret, men også midler til netværksaktiviteter, teknisk vedligehold og bemanding, så infrastrukturen kan tiltrække nye forskningssamarbejder, fungere optimalt og være tilgængelig i mange år frem.

Løftestang for talent og samarbejde

“Villum Infrastructure-programmet er skabt for at give de stærkeste forskningsmiljøer adgang til udstyr, der kan løfte dem til international topklasse. Det handler ikke bare om at give mulighed for, at den enkelte forskningsgruppe kan præstere bedre. Det nye udstyr er også en nøgle til at tiltrække talent og skabe stærkere samarbejder – både med danske og internationale partnere,” siger Thomas Bjørnholm, forskningsdirektør i Villum Fonden.

Med programmet investerer Villum Fonden i infrastruktur, der kan åbne for banebrydende opdagelser. De tre første bevillinger spænder vidt – fra billeder af biologiske strukturer og processer over AI til avanceret materialeforskning.

Tre projekter får bevillinger

Københavns Universitet modtager 18 mio. kr. til etablering af Multimodal & Modular Microscopy. Her er der tale om en platform for skræddersyede mikroskoper, der kan gøre det muligt at stille endnu skarpere på bl.a. levende organismer.  

Aalborg Universitet modtager 15 mio. kr. til Advanced AI Infrastructure for Green Energy Transition. Det nye AI-center er baseret på den nyeste teknologi og har til formål at løse en af samfundets største udfordringer: den grønne omstilling af energisystemet.

Endelig modtager Københavns Universitet 19 mio. kr. til Advanced Characterization Lab for Energy and Quantum Materials; et laboratorium med avancerede instrumenter til at kortlægge materialers struktur og egenskaber. Den nye infrastruktur kan blive afgørende for udviklingen af fremtidens energimaterialer. 

De 3 projekter

Hvem kan søge?

Villum Infrastructure kan søges af forskere, der er fastansatte på et institut med en nuværende Villum Investigator eller en nuværende fastansat Villum Young Investigator. Der kan kun sendes én ansøgning per institut fra et universitet, der har ret til at sende ansøgninger det pågældende år. Næste ansøgningsrunde åbner i januar 2026 med ansøgningsfrist i april 2026.

Læs mere om kriterierne her: Villum Infrastructure | Villum Fonden