Nyhed

Villum Fonden støtter restaurering af Edinburghs ikoniske Palm Houses

Villum Fonden har sammen med en række andre velgørende organisationer støttet restaureringen af Palm Houses i Royal Botanic Garden Edinburgh – et europæisk arkitektonisk og botanisk vartegn.
Dato
Insert related sub-area here
 Edinburghs ikoniske Palm Houses
Edinburghs Palm Houses

Villum Fonden har bidraget med 8,9 mio. DKK til restaureringen, der omfatter stenreparationer, genetablering af manglende arkitektoniske detaljer, en gennemgribende fornyelse af glaskuplerne samt bevaring af de originale vinduer. Restaureringen vil sikre, at dagslys og frisk luft fortsat kan nære havens enestående plantesamling.

Edinburgh Palm Houses, der har en næsten 200 år gammel historie, betragtes som et mesterværk inden for sen-georgiansk og victoriansk ingeniørkunst. De storslåede bygninger danner ramme om Royal Botanic Garden Edinburghs store og rige plantesamling, der omfatter flere truede arter. 

Efter næsten 200 år brug var bygningen stærkt medtaget og trængte hårdt til at blive sat i stand. Med støtte fra den skotske regering og et konsortium af velgørende organisationer, herunder National Lottery Heritage Fund, Julia Rausing Trust, Wolfson Foundation, Garfield Weston Foundation, Historic Environment Scotland og Villum Fonden, bliver Edinburgh Palm Houses nu bragt tilbage til deres oprindelige pragt.

Lars Bo Nielsen, direktør for Villum Fonden, siger:

“Edinburghs Palm Houses er en imponerende del af Europas fælles kulturarv. Vi er stolte af at støtte de ikoniske bygninger, der huser en mangfoldig samling af planter til glæde for offentligheden og bidrager til at bevare biodiversiteten.”

Når restaureringen er færdig, påbegyndes næste fase, der inkluderer genplantning af over 600 botaniske arter samt udvikling af en dynamisk besøgsoplevelse.

Edinburgh Palm Houses forventes at genåbne for offentligheden i 2026.