High5Girls styrker pigers interesse for teknologi og naturvidenskab
Interessen for teknologi og naturvidenskab blandt piger i alderen 13-16 skal styrkes. Det er ideen bag et initiativ lanceret af High5Girls – en organisation, der arbejder for at åbne dørene for piger til STEM og vise dem de spændende muligheder, der ligger i STEM-uddannelserne.
Initiativet, der har modtaget en bevilling på 3,6 millioner kroner fra Villum Fonden, består af to treårige projekter i Århus og Odense. Formålet er at skabe øget interesse for teknologi og naturvidenskab blandt piger gennem lokalt samarbejde mellem HTX-gymnasier, lokale skoler, virksomheder og rollemodeller.
Faldende interesse for STEM
Ansøgningerne til STEM-uddannelserne, og især HTX-gymnasierne, er faldende – et bekymrende tegn for erhvervslivet, der efterspørger tekniske kompetencer. Fra 2019 til 2023 har HTX-uddannelserne mistet mere end en tredjedel af deres ansøgere, og kun 25% af de studerende er piger, som oftest fravælger fag som programmering og fysik.
”HTX giver nogle helt unikke muligheder og kompetencer, og det er mega ærgerligt, at ikke flere piger oplever dette. Der er piger, der synes teknologi er spændende og vælger det fra, fordi de på ingen måde kan se sig høre til der. High5Girls arbejder for at ændre dette mønster og samtidig skabe et nyt billede af, hvordan en STEM-kvinde kan være,” forklarer Marianne Andersen, direktør og stifter af High5Girls.
Et samarbejde med bred effekt
Gennem de to projekter vil High5Girls arbejde målrettet med at øge HTX-tilmeldinger blandt piger i samarbejde med lokale virksomheder, universiteter og HTX-gymnasier.
Over de næste 3,5 år vil High5Girls styrke STEM-aktiviteter i lokalmiljøet med henblik på at ændre opfattelsen af kvinder i STEM og skabe en positiv holdning til HTX blandt piger og deres forældre i Århus og Odense. Et brobygningsforløb skal introducere piger på 13-16 år til HTX gennem fritidstilbud med science-aktiviteter, møder med STEM-rollemodeller og besøgsdage, hvor pigerne og deres forældre kan prøve kræfter med STEM-opgaver og få en indblik i uddannelsens muligheder.
”Projekterne indebærer en særlig indsats for de kvindelige HTX-studerende, der skal motivere flere til at vælge tekniske fagretninger og give dem et styrket tilhørsforhold,” fortæller Mette Meltinis, konceptudvikler i High5Girls.
High5Girls har modtaget midler fra Danske Commodities til at starte projektet i Århus, og kan nu takket være støtten fra Villum Fonden fortsætte projektet i Århus og udvide til Odense i 2025.
Læs mere om High5Girls på high5girls.dk