Fra grønne tømrere til klimavenlige kokke: Erhvervsuddannelser får millioner til grøn omstilling
Erhvervsuddannelserne spiller en nøglerolle i den grønne omstilling. Og nu får de en saltvandsindsprøjtning på næsten 50 mio. kr. fra Villum Fonden, så de kan udvikle grønnere uddannelser for de unge kokke, smede, murere, landmænd, elektrikere m.fl.
Efterspørgsel på grønne kompetencer
Hvis Danmark skal nå sine ambitiøse klimamål, er der brug for unge faglærte, der kan og vil bidrage til den grønne omstilling. Der er brug for mekanikere til at reparere elbiler, kokke, som kan tilberede grønne måltider, og landmænd, der kan producere bæredygtige fødevarer.
“Erhvervsuddannelserne er en hjørnesten i Danmarks grønne omstilling. De skal levere de faglærte, der kan omsætte grøn viden til konkrete løsninger – fra energieffektive bygninger til bæredygtige fødevaresystemer og transport,” siger Ole Laursen, uddelingschef i Villum Fonden.
Villum Fonden støtter, at de tekniske uddannelser og uddannelser inden for jordbrug og fødevareproduktion kan udvikle undervisningsforløb og kompetenceudvikle lærerne, så de kan klæde de unge på til at være frontløbere i bæredygtighed og grøn omstilling.
Fra grønne madhåndværkere til bæredygtige bygninger
På TECHCOLLEGE i Aalborg vil man uddanne kokke og ernæringsassistenter til at arbejde med klimavenlige fødevarer og være grønne frontløbere i gastronomi.
På Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier i Midtjylland kan man nu opkvalificere både undervisere og elever inden for VVS- og elektrikeruddannelserne til bæredygtigt indeklima og energiforbrug i bygninger.
På erhvervsskolen ZBC på Sjælland skal kommende murere og tømrere lære at arbejde med bæredygtige materialer. De kan få ”grønne svendeprøver” og på den måde bidrage til den grønne omstilling af bygge- og anlægsbranchen.
Og på Gråsten Landbrugsskole udvikles et projekt, hvor landbrugselever skal lære om fremtidens grønne produktionsformer, biodiversitet og bæredygtige nicheprodukter såsom biogene byggematerialer fra planter, dyr eller andre organismer.
Viden og erfaringer deles
Villum Fonden opfordrer erhvervsskolerne til at samarbejde bredt og tænke nyt. Projekterne involverer fx virksomheder, faglige udvalg, videnscentre, elever og andre relevante aktører, så det sikres, at initiativerne bliver forankret både lokalt og nationalt.
“Når erhvervsuddannelserne samarbejder med alle relevante aktører om både efteruddannelse af undervisere, indholdet i undervisningen og organiseringen af undervisningen, kan de sætte en ny standard for grønne, interessante og bæredygtige uddannelser,” udtaler Ole Laursen.
Desuden lægger fonden vægt på, at viden, læring og resultater fra projekterne deles med andre erhvervsskoler og brancher.
Hovedpuljen
Bevillingsmodtager: AARHUS TECH
AARHUS TECH, Techcollege og Roskilde Tekniske Skole vil med projektet etablere grønne partnerskaber sammen med faglige udvalg og virksomheder, Nationalt Center for Erhvervspædagogik, Københavns Professionshøjskole og leverandører af fagspecifik grøn efteruddannelse.
Underviserne får fagspecifikke og didaktiske kompetencer til at udvikle problembaserede undervisningsforløb og gennemføre undervisning, der sikrer, at eleverne har kompetencer til at bidrage til den grønne omstilling. Projektet vil ruste underviserne til at arbejde udforskende og i tæt samarbejde med den branche, de uddanner til.
Hovedelementerne er fagspecifik grøn opkvalificering og gennemførelse af en Grøn Learning Factory (En Learning Factory er et innovativt kompetenceudviklingsforløb), hvor målet er at deltagerne løser konkrete problemer i egen praksis og udvikler nye undervisningsforløb og aktiviteter, der kan bruges direkte i undervisningen. Erfaringer og viden samles op på tværs af de deltagende skoler, så skolernes erfaringer, udviklede undervisningsforløb og viden kan udbredes til flere uddannelser og skoler.
Målet er en helhedsorienteret grøn opkvalificering af uddannelserne med fokus på tre forskellige områder:
• Grøn dannelse med fokus på en fælles begrebsforståelse og tankegang, der skaber et fælles mindset, sprog og udgangspunkt for underviserne, og som er i trit med brancherne.
• Grøn faglighed med fokus på at give underviserne ny og opdateret viden om grøn omstilling inden for deres respektive fag. Det kan f.eks. være viden om nye byggematerialer eller arbejdsgange.
• Grøn didaktik, der giver lærerne pædagogiske kompetencer til og erfaringer med at udvikle og gennemføre grønne virkelighedsnære problembaserede undervisningsforløb på baggrund af den viden, de har fået om grøn dannelse og faglighed.
Projektet indebærer etablering af partnerskaber, opkvalificering af undervisere, udvikling af grønne undervisningsforløb, konceptualisering og videndeling samt projektledelse.
Bevilling: DKK 7.995.652
Bevillingsmodtager: GastroLabCollege, TECHCOLLEGE
Projekt GastroLabCollege – Grønnere Madhåndværkere har til formål at realisere en vision om at uddanne grønne frontløbere i gastronomi. Projektet bygger videre på netværket GastroLabCollege – Klimaundervisning. Den kapacitet der i det tidligere projekt er opbygget inden for fagdidaktik og undervisning i bæredygtighed, ønsker man at videreudvikle, udbygge og udbrede i samarbejde med fødevarebranchen. Målsætningen er at gøre undervisningen endnu mere praksisnær, virkelig og tværfaglig i samarbejde med elever og praktikpladser.
Projektet adresserer udfordringer inden for fødevaresystemer på flere niveauer samt forbrugernes holdninger til fødevarer. Målet er at implementere undervisningsforløb og workshops med fokus på bæredygtighed i uddannelsen af gastronom- og ernæringsassistentelever. I undervisningen på de involverede erhvervsskoler og i de tilknyttede virksomheder, vil den nyeste viden og erfaring om klimavenlig mad blive inddraget.
Projektet ønsker desuden at implementere undervisningsformer, der skal motivere eleverne til at reflektere og handle bæredygtigt både i uddannelse og profession. Begrebet praksisfaglighed står centralt for projektet, når der arbejdes mod at integrere undersøgelse, eksperimenter, æstetiske læreprocesser og tværfaglighed for at skabe en motiverende læringsoplevelse med bæredygtig gastronomi som tema.
Projektet vil konkret levere:
- Otte til ti tværfaglige kompetenceløftsaktiviteter for 14-16 fag- og naturfagslærere
- Udvikling af otte handlingsorienterede undervisningsforløb i samarbejde med UCL, Erhvervsskolernes Forlag Praxis og Naturvidenskabernes Hus
- Udvikling af lokale partnerskaber med fødevarebranchen,
- 24-30 Grønne elevambassadører per år
- Videndeling gennem indsatsen "Tour de grønne madhåndværkere"
Projektets aktiviteter bliver forankret i de etablerede GastroLabs på netværksskolerne i partnerskabet på tværs i Danmark. 14-16 faglærere og naturfagslærere fra TECHCOLLEGE, Hotel- og Restaurantskolen (HRS), Kold College, HANSENBERG, ZBC og AARHUS TECH vil deltage i udvikling og gennemførsel af undervisningsforløb.
Al udviklet materiale gøres tilgængeligt under GastroLabCollege på portalen www.smagforlivet.dk.
Bevilling: DKK 7.000.267
Bevillingsmodtager: Gråsten Landbrugsskole
Fremtidens Grønne Landbruger er et aktionslæringsprojekt, for undervisere fra 13 skoler der udbyder landbrugsuddannelsen. Gennem fem tematiserede aktionslæringsforløb udvikler og afprøver underviserne min. 30 grønne læringsforløb og -aktiviteter, på baggrund af viden og eksempler fra og i samarbejde med grønne videns-miljøer og virksomheder.
Projektet skal bidrage til, at undervisere i landbrugsuddannelsen får et grønt kompetenceløft og udvikler, afprøver og implementerer grønne undervisningsforløb og læringsaktiviteter. Dette skal understøtte, at eleverne udvikler både deres kompetencer og lyst til at indgå i og bidrage til den grønne omstilling af landbruget.
Der arbejdes med fem overordnede temaer:
- Fremtidens grønne produktionsformer med fokus på samdyrkning og jordsundhed
- Arealanvendelse, biodiversitet og naturpleje
- Fremtidens grønne produkter, fx biogene byggematerialer
- Nicheprodukter med fokus på oplevelsesøkonomi i landbruget
- Fremtidens husdyrproduktion
Projektet søger støtte til:
- Minimum 70 undervisere fra 13 skoler har deltaget i aktionslæringsforløb og fået et grønt fagligt og pædagogisk kompetenceløft.
- Udvikling af minimum 30 læringsforløb- eller -aktiviteter om grønne produktionsformer, biodiversitet, naturpleje og arealanvendelse, fremtidens grønne produkter og fremtidens husdyrproduktion, til elever i landbrugsuddannelsen grundforløb, hovedforløb, produktionslederuddannelsen og/eller agrarøkonomuddannelsen.
- Udvikling af nye undervisningsmaterialer til hvert af de fem temaer.
- Minimum 500 elever har deltaget i afprøvningen af forløb/aktiviteter.
- 5 inspirationskataloger er publiceret og præsenteret på min. en workshop.
Bevilling: DKK 7.100.216
Bevillingsmodtager: Hotel- og Restaurantskolen
Ansøger ønsker - med udgangspunkt i tidligere erfaringer med at udvikle og indrette pædagogiske læringsrum med en tæt kobling mellem teori og praksis - at skabe et mobilt værksted for praksisnær undervisning i bæredygtige blå fødevarer - samt en helt ny didaktisk tilgang til uddannelse i bæredygtighed og havnatur. Værkstedet består af en række mobile transportkasser med fangstudstyr mm., der kan fragtes ud til hav og sø og får tilknyttet en værkstedsmester og et undervisningsteam.
Målet er at fremtidens madprofessionelle skal anvende og fremme bæredygtige fødevarer fra havet og søer til at skabe grønne måltider med høj kulinarisk værdi, respekt for natur og klima og forståelse for ernæring og sundhed i fremtidens fødevaresystem.
I forbindelse med projektet, vil der udarbejdes og testes undervisningsmaterialer og forløb til både grundforløb og hovedforløb, hvor eleverne vil møde værkstedet flere gange. I projektperioden uddannes cirka 15 faglærere til at kunne bruge værkstedet i undervisningen.
Ansøger vil gøre det muligt for andre EUD og fødevareuddannelser at låne projektets set-up til undervisning af deres elever i de blå fødevarer. De vil dele viden og materialer udviklet i projektet på et seminar tæt på havet for relevante aktører i uddannelseslandskabet. Som et led i projektet tilbydes undervisere fra andre erhvervsskoler et kompetenceløft.
Bevilling: DKK 2.633.855
Bevillingsmodtager: Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier
Herningsholm Erhvervsskole, i samarbejde med tre andre erhvervsuddannelser, vil med udviklingsprojektet ’Det bæredygtige indeklima og energiforbrug i bygninger’ implementere den grønne omstilling på EUD gennem udvikling og gennemførelse af problembaserede, tværfaglige undervisningsforløb i form af masterclasses på hhv. elektriker- og VVS-energiuddannelsen.
De fire skoler har siden 2019 samarbejdet om fælles kompetenceudvikling og undervisningsudvikling i regi af Craft Nation, som er et partnerskab mellem de fire erhvervsskoler, hvor de deler viden, kompetencer, ressourcer, teknologi og faciliteter på tværs af både matrikler og uddannelser. Med Craft Nation er der derfor allerede eksisterende modeller for samarbejde, som projektet kan bero på, herunder samarbejdsnetværk for undervisere inden for uddannelsernes faglige emner. Ligeledes er der ledernetværk på uddannelserne, som sikrer, at der er fælles ledelsesfokus og opbakning til samarbejdet på tværs. Craft Nation udgør hermed en allerede kendt platform for samarbejde på tværs af skoler, som vil styrke realiseringen og forankringen af projektet.
På et operationelt niveau vil projektet bidrage til grønnere erhvervsuddannelser ved at have fokus på udvikling af undervisere, virksomheder, lærlinge og elevers faglige kompetencer samt styrke mulighederne for læring på tværs af skolens undervisning og oplæringen i virksomheden inden for emnet indeklima og energiforbrug i bygninger. Dette gøres bl.a. ved uddannelse af særlige ’Indeklima- og energiambassadører’ samt ved udvikling og gennemførelse af masterclasses for elever, lærlinge, virksomheder, undervisere og øvrige interessenter.
Projektets aktiviteter:
- Præprojekt (Forår 2025) Behovsanalyse / Behovsanalysen af de faglige kompetencer og læringsmuligheder ind i grøn omstilling og emnet indeklima og energiforbrug.
- Hovedaktiviteter (Efterår 2025-2028)
- Uddannelse/kompetenceudvikling af undervisere som ’Indeklima- og energiambassadører’
- Undervisningsudvikling og gennemførelse af masterclasses for elever, lærlinge, virksomheder, undervisere og øvrige interessenter.
Der søges midler til kompetenceudvikling, samarbejdsnetværk, udvikling af undervisningsmateriale, undervisning i masterclasses, indkøb af udstyr og materialer og projektledelse.
Bevilling: DKK 7.954.084
Bevillingsmodtager: ZBC
ZBC, én af Danmarks største erhvervsskoler, ønsker med Projektet ”Grønne Svendeprøver på EUD”, at unge skal motiveres og drives til uddannelse og arbejde inden for den grønne omstilling. Det vil de gøre ved at udvikle en ramme for undervisningspraksis til grønne svendeprøver målrettet murere og tømrere. Igennem udvikling af vejledninger til grønt byggeri vil projektet med et samarbejde mellem skoler, branchepartere og LUU (Lokale uddannelsesudvalg), udvikle og integrere den bæredygtige byggepraksis i nye undervisningsmaterialer til afprøvning på tværs af erhvervsskoler.
Projektet tager udgangspunkt i et pilotprojekt som blev gennemført af NEXT over en 5-årig proces. Med udgangspunkt i de positive erfaringer fra pilotafprøvningerne, ønsker projektet at udvikle et forankringsbart koncept, hvor hele uddannelsesforløbet på tømrer- og murerfaget, bygger op til at muliggøre en grøn svendeprøve-certificering.
Aktiviteter i projektet:
- Kompetenceudvikling af faglærere.
- Udvikling af bæredygtig byggevejledning til grønt byggeri for tømrere og murere.
- Udvikling og afprøvning af koncept til indarbejdelse af materialer og metoder i uddannelsen.
- Udvikling og afprøvning af undervisningsmateriale på Grundforløb 2 (GF2) samt til tre hovedforløb til tømrer- og murerfaget og til tre forskellige hovedforløb.
- Udvikling og afprøvning af undervisningsmateriale på svendeprøven til tømrer- og murerfaget.
Metoden, der bruges til at udvikle nye materialer, tager udgangspunkt i den såkaldte Q-model for kompetenceudvikling, udviklet af Aarhus Universitet, og vil foregå i en vekselvirkning mellem workshop og praksis, hvor materialet udvikles baseret på workshoppens indhold. Processen forankres i ZBCs udviklingsafdeling.
Bevilling: DKK 7.979.851
Bevillingsmodtager: Center for erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster – CELF
CELF og Campus Bornholm er gået sammen om projekt ”Grønne Klimaspydspidser - Fremtidens køkken via bæredygtig gastronomi”, der vil uddanne grønne klimaspydspidser med erhvervsfaglig viden om den grønne omstilling i professionelle køkkener. Formålet med Grønne Klimaspydspidser er at udvikle grønne fødevareuddannelser, så lærlinge og elever får handlekompetencer til at arbejde professionelt med klimavenlig mad, der taler ind i oplæringsvirksomhedernes behov. Desuden ønsker projektet at give alle unge på de aktuelle ungdomsuddannelser inspiration til, samt værktøjerne til at argumentere for klimavenlig kost.
Udviklingen af undervisningsforløbene vil blive understøttet af konsulenter fra Professionshøjskolen Absalon, med relevant faglig viden og DemocracyX, med kompetencer indenfor den demokratiske samtale. Man ønsker at efteruddanne faglærerne til opgaven, dels ved at lave en pædagogisk værktøjskasse målrettet grøn omstilling, dels ved faglige kurser målrettet nye råvarer og metoder.
Netværkspartnerne Fødevarealliancen Region Sjælland, Bornholms LandboUngdom og Guldborgsund Kommune støtter projektet med viden, samt adgang i deres netværk til ekskursionsmål og potentielle oplægsholdere.
Bevilling: DKK 3.299.961
Bevillingsmodtager: EUC Sjælland
Projektet, Grønnere Faglærere til Byggeri har til formål at opkvalificere faglærere fra EUC Sjælland og AMU Fyn, gennem et uddannelsesforløb. Her vil man udarbejde nye grønne linjer og undervisningsforløb indenfor fagene murer og struktør.
Faglærerne vil modtage efteruddannelse, primært fra Teknologisk Institut. Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed vil facilitere udarbejdelse af de grønne linjer og undervisningsforløb, delvis med afsæt i de erfaringer, der er høstet fra projektet Grøn Smed. Derudover planlægges der med inspirationsture og workshops med fokus på bæredygtighed i byggeriet, faciliteret af virksomheden Catapult Projects. Desuden vil man trække på indlæg fra og besøg hos andre relevante aktører.
Projektets målsætning er at kvalificere faglærerne til at kunne udvikle og undervise i et nyt grønt undervisningsmateriale, som understøtter, at elever på de involverede erhvervsskoler opnår kompetencer inden for den grønne omstilling.
Det er planlagt at, de endelige linjer og forløb vil blive formidlet via en afslutningskonference og være tilgængelige for andre erhvervsskoler via Videnscenterets platform og gennem en særlig formidlingsindsats.
Bevilling: DKK 2.478.500
Modningspuljen
Bevillingsmodtager: EUC Sjælland
Med projektet styrkes tømreruddannelsernes grønne profil på EUC Sjælland og Center for Erhvervsrettede Uddannelser Lolland Falster (CELF) ved at undersøge, hvordan bæredygtighed kan integreres på tværs af alle fag. Målet er at skabe et grønt mindset hos kommende tømrere. Projektet omfatter analysearbejde, samarbejde med erhvervslivet samt udvikling af undervisningsmaterialer baseret på den nyeste forskning.
Projektet er et modningspulje-projekt for erhvervsskoler, der ønsker at modne projektideer og samarbejder omkring grønnere EUD med henblik på senere at søge Villum Fondens hovedpulje.
Bevilling: DKK 282.434
Bevillingsmodtager: Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser
Projektet vil undersøge, hvordan man kan skabe et partnerskab omkring klimaerhvervsskoler og etablere et klimakompetencecenter i Region Sjælland. Projektet afprøver forskellige tilgange og metoder til at skabe et partnerskab mellem erhvervsskoler, erhvervsliv, arbejdsmarkedets parter, kommuner og regioner.
I projektet samarbejder CELF (Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster), ZBC (Zealand Business College), EUC Sjælland og Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser samt Køge Kommune, Vordingborg Kommune og Næstved Kommune og øvrige uddannelsesinstitutioner i Region Sjælland.
Projektet er et modningspulje-projekt for erhvervsskoler, der ønsker at modne projektideer og samarbejder omkring grønnere eud med henblik på senere at søge Villum Fondens hovedpulje.
Bevilling: DKK 297.000
Bevillingsmodtager: Hotel- og Restaurantskolen
På Hotel- og Restaurantskolen ønsker man at udvikle ideerne omkring et kornværksted, der kan bruges som læringsrum, hvor teori og praksis kobles tæt sammen. En tilknyttet værkstedsmester skal samle den nyeste tilgængelige viden på området og udvikle forløb, hvor elever lærer om korn på inspirerende og engagerende måder.
En bedre forståelse af kornets anvendelsesmuligheder og ernæringspotentialer forventes at føre til anvendelsen af kornsorter, der er produceret mindre klimabelastende og ressourcekrævende og dermed styrker den grønne omstilling.
Projektet er et modningspulje-projekt for erhvervsskoler, der ønsker at modne projektideer og samarbejder omkring grønnere eud med henblik på senere at søge Villum Fondens hovedpulje.
Bevilling: DKK 267.350
Bevillingsmodtager: Viden Djurs
Viden Djurs vil undersøge, hvad der skal til for at fremtidssikre værkstedsuddannelser ift. den grønne omstilling. Målet er blandt andet gennem desk-research, skolebesøg og workshops at afdække væsentlige udviklingsbehov, kompetencebehov og samarbejdspartnere for grønnere værkstedsuddannelser.
Projektet er et modningspulje-projekt for erhvervsskoler, der ønsker at modne projektideer og samarbejder omkring grønnere EUD med henblik på senere at søge Villum Fondens hovedpulje.
Bevilling: DKK 254.052
Bevillingsmodtager: TECHCOLLEGE
På TECHCOLLEGE i Aalborg udvikles et tværgående og fælles grønt grundforløb for landbrugs-, dyrepasser- og anlægsgartneruddannelsen. I projektet udvikles rammer og indhold i grundforløbet, og det undersøge, om skolen kan revitalisere værksteder, så driften taler tydeligere sammen med temaer som biodiversitet, recirkulering, plantebaseret fødevareproduktion og ny teknologi.
Projektet er et modningspulje-projekt for erhvervsskoler, der ønsker at modne projektideer og samarbejder omkring grønnere eud med henblik på senere at søge Villum Fondens hovedpulje.
Bevilling: DKK 299.850
Bevillingsmodtager: TECHCOLLEGE
TECHCOLLEGE i Aalborg vil udvikle person- og lastvognsuddannelserne i en mere grøn og bæredygtig retning ved at indsamle viden om transportbranchens nye tendenser og nyeste udvikling inden for grøn omstilling.
I projektet involveres eksterne eksperter og interessenter, der kan bringe undervisere og elever viden om nye tendenser og teknologier inden for grøn omstilling og bæredygtighed.
Projektet er et modningspulje-projekt for erhvervsskoler, der ønsker at modne projektideer og samarbejder omkring grønnere EUD med henblik på senere at søge Villum Fondens hovedpulje.
Bevilling: DKK 300.000
Fakta om Villum Fondens "Grønnere EUD"-pulje
- Puljen er blevet til i samarbejde med centrale aktører fra erhvervsuddannelsesområdet.
- Projekterne omfatter bl.a. udvikling af grønne linjer, opkvalificering af undervisere og samarbejde med virksomheder.
- Puljen supplerer Villum Fondens øvrige klimabevillinger på uddannelsesområdet, f.eks. projekterne Grøn Smed, Klimasmart – Bæredygtigt byggeri og EUD redder klimaet.
- ”Grønnere EUD” har en hovedpulje på 46,5 millioner kroner fordelt på otte projekter.
- En modningspulje på 2,3 millioner kroner er fordelt på otte projekter.