Eske Willerslev modtager Villum Kann Rasmussens Årslegat 2025
Professor Eske Willerslev modtager Villum Kann Rasmussens Årslegat for den afgørende rolle, han har spillet for grundlæggelsen af environmental DNA som forskningsfelt.
”Willerslevs forskning har været startskuddet til udviklingen af et helt nyt forskningsfelt, der indeholder svar på nogle af de store udfordringer, samfundet står overfor. Det er dette bidrag til videnskaben, vi ønsker at hylde,” siger Thomas Bjørnholm, forskningsdirektør i Villum Fonden.
Villum Kann Rasmussens Årslegat er en af Danmarks største forskningspriser. Prisen anerkender en særlig værdifuld indsats inden for teknik og naturvidenskab, og med den følger 5 millioner kr.
”Villum Kann Rasmussens Årslegat er en af de ypperste anerkendelser, man kan opnå i Danmark. Jeg er superstolt og meget beæret over at modtage denne store pris, og jeg vil gerne takke alle mine samarbejdspartnere - forskning er ikke en enkeltmandsbedrift,” siger Eske Willerslev.
Fortiden rummer nøglen til fremtidens udfordringer
Takket været Willerslevs forskning, kan vi i dag ved hjælp af en enkelt vand- eller jordprøve få indblik i hele økosystemer og herved afprøve nye hypoteser om, hvordan livet på jorden hænger sammen. Vi kan identificere truede arter med større sikkerhed og langt færre ressourcer end hidtil. Og vi kan se, hvordan økosystemer tidligere har tilpasset sig klimaforandringer - alt sammen viden, som kan bruges til at finde nye løsninger inden for klima, biodiversitet og fødevaresikkerhed.
”Noget af det, der gør Willerslevs tilgang unik, er hans evne til at kombinere biologiske, antropologiske og geologiske metoder, hvilket gør ham til en førende forsker i grænsefladen mellem genetik, arkæologi og klima- og miljøforskning. Hans forskning giver os et helt nyt indblik i fortiden, som kan bruges til at løse nogle af de store samfundsmæssige udfordringer, vi står med nu og i fremtiden,” siger Thomas Bjørnholm.