Villum Fondens uddelingsområde for Børn, Unge og Science vil med en ny pulje på 30 millioner kroner støtte kommuner, der ønsker at styrke undervisningen i faget natur/teknologi.
Faget natur/teknologi er folkeskolens første naturfag. I 1.-6. klasse skal undervisningen med udgangspunkt i børnenes glæde, nysgerrighed, undren og forståelse for deres omverden udvikle naturfaglige kompetencer, viden og færdigheder. Faget er dermed centralt for Villum Fondens arbejde for mere og bedre undersøgende, virkelighedsnær og praktisk undervisning i naturvidenskab og teknologi.
Derfor åbnes nu for ansøgninger i en pulje på 30 millioner kroner rettet mod forbedringer af fagets fysiske rammer, undervisernes kompetencer og udviklingen af fagdidaktiske miljøer i kommunerne.
Natur/teknologi har siden indførelsen for 30 år siden været præget af en række udfordringer, og det er af forskere og undervisere blevet kaldt et ”forsømt fag”, som har stået lidt i skyggen af udskolingens naturfag.
• På mange skoler findes der ikke faglokaler indrettet og udstyret til natur/teknologi-undervisningen.
• En tredjedel af natur/teknologi-timerne varetages af undervisere uden de nødvendige faglige kompetencer.
• På læreruddannelsen er søgningen til linjefag i natur/teknologi faldet dramatisk over en årrække.
Projektet skal rettes mod natur/teknologi-undervisningen i 1.-6. klasse. De primære målgrupper for aktiviteterne er derfor børn i indskoling og på mellemtrin i grundskolen samt deres undervisere.
Det er kommuner der kan søge puljen til anvendelse på enkelte, flere eller alle skoler i kommunen gerne i samarbejde med relevante samarbejdspartnere. Kommunen kan involvere og samarbejde med privatskoler og friskoler.
Det forventes at kommunen er tydelige om, hvordan indsatserne for bedre undervisning i natur/teknologi kan videreføres efter bevillingens ophør.
Der kan søges til lokaler og læringsmiljøer til natur/teknologi – indretning, samlinger og udstyr til undervisningen. Herunder tid til planlægning og ledelse af projektet.
Der kan suppleres med midler til opbygning og organisering af faglige fællesskaber i natur/teknologi lokalt og kommunalt, samt kompetenceudvikling i forbindelse med projektet og skolens natur/teknologi-undervisning.