Nyheder

VILLUM FONDEN bakker op om rekruttering af topforskere

Dato
Insert related sub-area here

Med et nyt tiltag støtter VILLUM FONDEN universiteternes arbejde for at tiltrække internationalt talent. Tiltaget giver universiteterne mulighed for at skræddersy et tilbud til lige præcis den forsker, de ønsker at rekruttere.

Med 16 mio. kr. årligt giver VILLUM FONDEN de danske universiteters institutledelser og internationale HR-kontorer mulighed for at tilbyde udenlandske topforskere en udvidet familie- og velkomstpakke.

Har du en bevilling fra fonden?

VILLUM FONDENs familie- og velkomstpakker er til forskere, der kommer til landet – eller vender tilbage til Danmark – for at forske med en bevilling fra et af fondens programmer: Villum Investigators og Villum Young Investigators. Programmerne støtter dels den erfarne og internationalt anerkendte forsker og dels det unge forskningstalent.

Derudover er pakkerne for alle kvindelige top-postdoc forskere med en bevilling under Villum International Postdoc-programmet.

Et tilbud, der kan dække de omkostninger, som følger med, når en topforsker skal til landet og falde til med hele familien. Det kan fx være løn til medfølgende ægtefælle i en periode, støtte til børns skolegang eller løn til en barselsvikar.

Samarbejde med universiteterne

Idéen bag initiativet er udarbejdet i tæt dialog med universiteterne.

”Rekruttering af internationalt talent er højt prioriteret på de danske universiteter og en opgave som kræver, at vi sætter ind på alle fronter og samarbejder på tværs af aktører,” siger Vivian Tos Lindgaard, der er sektionsleder på Københavns Universitet med ansvar for internationale rekrutteringer og fortsætter:

”En konkret udfordring, vi møder, er, når en forsker sammen med sin familie skal falde til i Danmark. Her kan introduktion af medfølgende ægtefælle til arbejdsmarkedet eller omkostninger ved børnenes skolegang være det, som rekrutteringen strander på. Alle værktøjer skal i brug, og her er fondens støtte et vigtigt bidrag, som kan noget andet end offentlig støtte,” siger Vivian Tos Lindgaard.

En bred vifte af initiativer

Familie- og velkomstpakker er et af flere nye tiltag, der på forskellig vis skal bidrage til de danske universiteters arbejde med at tiltrække og udvikle internationale toptalenter og sikre, at flere slår rod i Danmark.

Et andet initiativ er at gøre Danmark mere synlig som attraktiv forskningsnation gennem fondens 250 aktive bevillingshavere. Fonden vil styrke forskernes netværk og opfordrer til, at de agerer ambassadører for dansk forskning og inspirerer andre talenter til at slå sig ned i Danmark.

Ny viden har sat retningen

IS IT A BIRD’s undersøgelse ”Paving the path for tomorrow’s research top talents in Denmark - Exploring the barriers and potentials for attracting and retaining talent in Danish STEM research” kan downloades herunder

Download undersøgelsen her

Udover tæt dialog med universiteterne bygger de nye initiativer fra VILLUM FONDEN på en antropologisk undersøgelse.

En gruppe antropologer er flyttet ind i ”den globale landsby” og har brugt tid sammen med udenlandske topforskere for i dybden at forstå deres hverdag. De har lyttet til de forskere, der allerede er i Danmark, dem der har forladt landet og dem, som ikke ønsker at forske med base i Danmark.

Om resultaterne af undersøgelsen siger Thomas Bjørnholm, forskningsdirektør i VILLUM FONDEN:

”Kort fortalt synes der at være lang vej igen, før Danmark kommer højt op på de internationale toptalenters ønskeliste. Måden vi byder toptalenter velkommen, rammen om universiteternes karrierestillinger og opfattelsen af Danmark som lukket og præget af en kultur, som er svær at forstå, er nogle af de markante barrierer, som undersøgelsen peger på.

Det er en cocktail, der ikke flugter godt med ambitionen om at være på fronten af det globale videnssamfund - og det er det, som VILLUM FONDEN sammen universiteterne vil forsøge at gøre noget ved.”


– til inspiration for universiteter, ministerier og andre fonde, der arbejder med at styrke internationalisering af dansk forskning.

Teknisk og naturvidenskabelig forskning

Støtte til fremragende forskning med afsæt i de idéer, forskerne selv er allermest optaget af. 

Kontakt