Nyheder

Motorsport kommer på skoleskemaet

Dato
Insert related sub-area here

14.09.2018

Nu får skoleelever landet over mulighed for at få motorsport på skoleskemaet.

Det sker, når Dansk Automobil Sports Union (DASU) sammen med en række motorsportsklubber og kommunale folkeskoler giver det grønne lys til projektet ’Hestekræfter – motorsport på skoleskemaet’. Projektet ’Hestekræfter – motorsport på skoleskemaet’ er blevet muliggjort gennem en bevilling fra VILLUM FONDEN.

Et af flere pilotprojekter

Projektet er et af flere pilotprojekter under VILLUM FONDENs nye uddelingsområde ’Børn, unge og science’.

Pilotprojekterne skal bidrage med viden og erfaringer, som indgår i den samlede strategi for uddelingsområdet. 

Følg med her

”Med bevillingen får vi mulighed for at vise, hvad motorsporten kan bidrage med til samfundet, ud over den rene underholdning, som sporten jo giver os. Forhåbentlig kan projektet få flere til at vise interesse for erhvervsuddannelserne, så både sporten, erhvervslivet og skolerne landet over kan få gavn af dette projekt,” siger Ture Hansen, generalsekretær i DASU.

Et pilotprojekt med tre folkeskoler har allerede givet elever i 7.-9. klasse mulighed for først at trykke på speederen i en gokart, for derefter at trykke på tasterne til lommeregneren og bruge dataene til læring.

Motorsport er nemlig en forening af mange fag. Den store datagenerering i sporten giver grobund for læring inden for matematik, fysik, historie, samfundsfag og idræt.

”I DIF mener vi, at idrætten skal påtage sig et samfundsansvar – blandt andet ved idrætten engagerer sig i åben skole-samarbejdet. Dette projekt kombinerer glæden ved at dyrke idræt med muligheden for at bruge idrætten til at skabe inspirerende læring i folkeskolen. Jeg er slet ikke i tvivl om, projektet bliver til gav for eleverne, motorsportsklubberne og det danske samfund,” siger Mikkel Nørtoft Magelund, der er leder for bredde og motion i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Projektet kommer til at byde på et fire-ugers undervisningsforløb, hvor elever og lærere skal ud på gokartbaner og prøve sporten af, samtidig med at de indsamler data til brug i undervisning. Forløbet understøtter og fremmer elevernes interesse for de naturvidenskabelige fag og forhåbentlig også interessen for at søge ind på erhvervsuddannelserne.

”Der er på mange måder tale om et banebrydende projekt, som vi er meget glade for at støtte. Koblingen mellem fagene og mellem skole og erhvervsuddannelse er en af vejene til, at eleverne oplever naturfag som noget, der er relevant også udenfor klasseværelset. Og så er det oven i købet sjovt,” siger Agi Csonka, programchef, VILLUM FONDEN.

’Hestekræfter – motorsport på skoleskemaet’ tilbydes skoler landet over fra 1. januar 2019.

Pressemeddelelse fra DASU

Kontakt