Nyheder

30 mio. til at styrke teknologi og naturvidenskab

Dato
Insert related sub-area here

10.05.2017

Nyt ambitiøst 30 millioners kroners projekt skal tænde gnisten for teknologi og naturvidenskab blandt danske grundskoleelever.

Med støtte fra 4 store fonde og i et bredt samarbejde med kommuner, naturvidenskabsaktører og uddannelsesinstitutioner skal projektet ’Engineering i skolen’ bringe engineering ind i naturfagsundervisningen med det formål at styrke de naturfaglige og teknologiske kompetencer hos fremtidige generationer. Skal danske børn og unge kunne følge med den hastige teknologiske udvikling er det afgørende, at de mestrer og kan forholde sig kritisk til naturfaglige og teknologiske problemstillinger.

Potentialet inden for naturvidenskab og teknologi er enormt, og alt peger i retning af, at erhvervslivets behov for teknologi-stærke unge er stærkt stigende. Engineer the future lancerer derfor sammen med Villum Fonden, Industriens Fond, Lundbeckfonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal projektet ’Engineering i skolen’.

”VILLUM FONDEN ønsker at øge unges interesse for teknik og naturvidenskab og sikre deres almene, tekniske og naturvidenskabelige dannelse. Det kan gøre dem i stand til, gennem den videnskabelige proces, at forholde sig kritisk og kreativt til viden og udvikling i det danske samfund. Med vores støtte til ’Engineering i skolen’ er vi med til at øge elevernes interesse for problemorienterede arbejdsformer gennem engineering-tilgangen, ligesom de opnår teknologisk og naturvidenskabelig indsigt som en del af deres almene dannelse”

Thomas Sinkjær, professor og fhv. forskningsdirektør VILLUM FONDEN.

Hvad er Engineering?
Engineering, forstået som ingeniørernes arbejdsmetode, er en anvendelsesorienteret og problemløsende tilgang, som tager udgangspunkt i at løse et konkret problem, og hvor undersøgelse, idegenerering, design, konstruktion, test og justering, går forud for løsningen på problemet. 

Projektet ’Engineering i skolen’ er udviklet som en langvarig og målrettet programindsats over en 10-årig periode, hvor dette projekt skal ses som den første 3,5 årige fase.

Følgende aktiviteter vil blive igangsat:
- Udvikling af en engineering-didaktik
- Udvikling af nye og forbedring af eksisterende naturfaglige undervisningsmaterialer, der understøtter engineering
- Uddannelse og videreuddannelse af naturfagslærere, undervisere ved læreruddannelser og lærerstuderende i engineering-didaktik
- Udvikling af nye og eksisterende events og konkurrencer, hvor elever benytter engineering

En af de konkrete målsætninger for de kommende år omfatter evaluering af engineering-kompetencer hos elever på mellemtrin og udskoling.

engineeringskolen.dk

Skal arbejde problemorienteret

Projektet skal øge elevers interesse for naturfag og teknologi og give eleverne større indsigt i, hvordan teknologi og naturvidenskab anvendes til at løse konkrete udfordringer. Med engineering i undervisningen vil eleverne populært sagt skulle arbejde problemorienteret med at finde konkrete løsninger på praktiske problemstillinger. Det kan både være hverdagsproblematikker og større samfundsrelaterede udfordringer inden for fx klima, miljø og sundhed. ’Engineering i skolen’ giver naturfagslærerne kompetencer i at undervise i teknologi og teknologiudvikling med udgangspunkt i engineering. Det sker bl.a. gennem udvikling af en engineering-didaktik, kurser for lærere samt udvikling af undervisningsmaterialer, konkurrencer og events.

Det er første gang, at et nationalt partnerskab inden for engineering og naturfagsundervisning samles om det fælles mål at udvikle en engineering-didaktik. Bred partnerkreds står bag Projektgruppen bag ’Engineering i skolen’ består af Astra, Naturvidenskabernes Hus, VIA University College og Engineer the future som projektejer. I første omgang vil de nye undervisningsmetoder blive afprøvet og integreret på udvalgte skoler i følgende kommuner: Lyngby Taarbæk, Vejle, Horsens og Holstebro. ”Vi er utrolig glade for det brede samarbejde med både lærere, kommuner og uddannelsesinstitutioner. Sammen kan vi være med til styrke fødekæden fra grundskole til uddannelsessektor og derigennem forhåbentlig få flere unge til at søge mod de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. Det er der behov for. Fremskrivninger viser, at der kommer til at mangle 13.500 naturvidenskabelige og teknologiske kandidater i 2025,” siger Thomas Damkjær Petersen bestyrelsesformand, Engineer the future. ’Engineering i skolen’ er udviklet som en langvarig og målrettet programindsats, hvor dette projekt skal ses som første 3,5-årige fase af i alt 10 år. I løbet af denne fase vil både elever, lærere, lærerstuderende og undervisere på læreruddannelsen bliver introduceret til engineering-tilgangen.

Vil styrke elevernes kompetencer

Overordnet vil projektet blive integreret i eksisterende indsatser i grundskolen og forankres i grundskolens ’Forenklede Fælles mål’ for naturfagene. ”Solidt kendskab til naturvidenskab og teknologi er del af den almene dannelse og kan være med til at give eleverne flere muligheder i livet både som kritiske forbrugere af teknologi, og når de senere hen skal vælge uddannelse. Med ’Engineering i skolen’ tilbyder vi konkrete redskaber til naturfagslærerne, der skal gøre dem i stand til at undervise på en problembaseret måde. Vi håber, at det vil skærpe elevernes interesse for naturvidenskab og teknologi og styrke deres kompetencer på området,” siger Ghita Wolf Andreasen, projektdirektør i Engineer the future.