Nyheder

Seks særligt talentfulde forskere modtager ekstra bevilling fra Villum Fonden

Dato
Insert related sub-area here

De har tidligere modtaget bevillinger gennem fondens Villum Young Investigator-program. Nu er de udvalgt til at fortsætte endnu tre år.

De seks udvalgte forskere har bevist deres talent for fremragende forskning og har præsenteret ambitiøse planer for fremtiden. Derfor kan de nu se frem til yderligere tre år med hver fire mio. kr. ekstra i rygsækken.

Forskerne, Albert H. Werner, Beate Kraft og Wolf Eiserhardt kommer fra henholdsvis Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet, mens Cornelia Jaspers, Giorgos Leloudas og Mehdi Mehrali kommer fra Danmarks Tekniske Universitet:

I Villum Fonden fokuserer vi på talent og fantastiske idéer, fordi vi tror på, at det giver den bedste forskning. Hos de seks forskere har vi så også set ambitioner om at skabe egne, selvstændige forskningsprofiler og evner som forskningsledere. Det bliver spændende at følge både dem og deres projekter, siger Thomas Bjørnholm, forskningsdirektør i Villum Fonden.

De seks forskere tager blandt andet fat på sorte huller, iltkredsløbet hos mikrober, hvor længe nye arter forbliver sjældne, kvantecomputere som beregningsværktøjer, zooplankton som afgørende aktør i havets fødekæde og 3D printning af grøn og intelligent beton.

Stabil forskerkarriere giver nye muligheder

Med tillægsbevillingerne fra Villum Fonden ser de seks ind i en mere stabil forskerkarriere, som måske ovenikøbet kan kvalificere dem til støtte andre steder fra, fx en bevilling fra Det Europæiske Forskningsråd, ERC.

I udvælgelsesprocessen er der lagt vægt på, at ansøgerne har vist fremragende forskning de første år af deres nuværende Young Investigator-bevilling. Derudover har de hver især fremlagt en ambitiøs plan for deres fremtidige forskning, vist evner som forskningsledere og har skabt karrierer på højt internationalt niveau.

YIP+ for sidste gang

Villum Young Investigator-programmet er siden 2021 blevet suppleret med YIP-tillægsbevillinger aka. YIP+. Bevillingen er på op til 4 mio. kr., og YIP+-bevillingsperioden er på op til tre år. YIP+ blev bevilliget for sidste gang ved udgangen af 2023.

Mød de seks modtagere

Tillægsbevillingerne sikrer de mest talentfulde modtagere fra 2019 en stabil forskerkarriere, fordi de nu har endnu tre år til at arbejde med deres forskningsprojekt.

Læs deres projektbeskrivelser herunder - klik på deres navn.

Kontakt