Copenhagen Impact Lab samler de gode tværfaglige projekterfaringer

Siden 2022 har VELUX FONDEN, i samarbejde med Crown Princess Mary Center under Københavns Universitet, drevet netværket Copenhagen Impact Lab. Her mødes nøglepersoner på tværs af sektorer for at blive klogere på, hvordan forskning og praksis bedst skaber frugtbare fælles projekter. Netværket er den foreløbige kulmination på fondens årelange strategiske arbejde på området.

”Inden for human- og samfundsvidenskaberne er forskning- og praksissamarbejder et relativt uopdyrket felt, både på universiteterne og i praksismiljøerne – det er ikke noget, de har gjort mange gange før, så formålet med Copenhagen Impact Lab er at samle erfaringerne fra de projekter, der findes, så nye projekter kan få glæde af dem.”

Det fortæller programchef Henrik Tronier fra VELUX FONDEN. Han var blandt initiativtagerne, da VELUX FONDEN i starten af 2022 stiftede netværket Copenhagen Impact Lab sammen med Crown Princess Mary Center under Københavns Universitet. I netværket mødes en række beslutningstagere for at drøfte de udfordringer og muligheder, der opstår, når forskningsinstitutioner og praksismiljøer indgår i fælles projekter for at løfte store samfundsudfordringer. 

Forandring kræver tværfaglige perspektiver

Copenhagen Impact Lab er det seneste initiativ i VELUX FONDENs årelange strategiske fokus på samarbejde mellem forskning og praksis. Forskningsbevillinger har altid været en grundsten i fonden, men i forskningsmiljøerne har kapacitetsopbygning til langvarige samarbejdsforløb med praksis været begrænset. Det betyder, at forskere ikke har draget nytte af erfaringer og viden fra praksis, og at praktikerne ikke har fået glæde af den nye forskningsviden i form af konkrete forandringer. Denne problemstilling satte man for år tilbage fokus på i fonden, fortæller Henrik Tronier:

”Vi ville gerne prioritere at støtte projekter, som havde en kontinuerlig og ligeværdig vekselvirkning mellem praksisfaglighed og forskningsfaglighed – så forskningsprocessen bliver beriget af praksisfagligheden, og forskerne arbejder med afsæt i konkrete problemstillinger.”

Derfor lancerede VELUX FONDEN i 2016 HUMpraxis-programmet. Her giver fonden bevillinger til samarbejder mellem human- og samfundsvidenskabelige universitetsforskere og praktikere på social- og aldringsområdet eller miljøområdet, typisk inden for den offentlige sektor, civilsamfundet og NGO’er. Netop det tværfaglige element er vigtigt, understreger Henrik Tronier:

"VELUX FONDEN har jo mange forskelligartede uddelingsområder, og ideen bag HUMpraxis-programmet var at udnytte den mangfoldighed til at bringe forskelligartede fagmiljøer sammen om at skabe konkrete forandringer – også fordi vi ved, at det kræver et tværfagligt perspektiv at løfte de store samfundsudfordringer.”

Siden 2016 har HUMpraxis-programmet støttet over 40 projekter om så forskellige emner som udsatte børn, ældrepleje, madspild, klimadebat og esport – blot for at nævne nogle få eksempler.

Forum for erfaringsopsamling

Da en række fakulteter på Københavns Universitet i 2021 åbnede Crown Princess Mary Center, forekom det derfor oplagt at forene kræfterne, fortæller Henrik Tronier. Det erklærede formål med Crown Princess Mary Center er netop at løse samfundsproblemer ved at skabe ny viden i et tæt samspil mellem universitetet, offentlige institutioner, erhvervslivet og civilsamfundet – et formål, der lå smukt i tråd med tankerne bag HUMpraxis-programmet. 

Et samarbejde blev derfor hurtigt etableret, og i januar 2022 mødtes en kreds af nøglepersoner første gang i Copenhagen Impact Lab. Siden har de mødtes fire gange årligt for at lytte til oplæg og drøfte cases fra små og store projekter, der på forskellige måder har arbejdet tværfagligt og tværsektorielt. Erfaringerne bærer de med tilbage i deres egne organisationer, som tæller universiteter, fonde, offentlige institutioner, private virksomheder og interesseorganisationer.

”Tværgående projekter mellem forskning og praksis er ikke nogen nem disciplin, for det er ikke kun forskellige fagligheder, der mødes, men også forskellige organisationer med hver deres kultur, beslutningsgange og ikke mindst økonomi – så det kræver nogle bestemte greb at etablere et ligeværdigt miljø, fx når det gælder tid, ressourcer og det fælles sprog, man skal udvikle,” forklarer Henrik Tronier. Det er faktorer som disse, man arbejder med i Copenhagen Impact Lab, hvor man også løbende udgiver opsamlinger og guides til brug for nye projekter.  

Strategi på to ben

Copenhagen Impact Lab er en vigtig brik i VELUX FONDENs strategi om at bidrage til et demokratisk og bæredygtigt samfund. Gennem netværket udbredes viden om, hvordan forskning og praksis sammen kan skabe bæredygtige forandringer, bl.a. bygget på erfaringerne fra HUMpraxis-programmet – og i bredere forstand på den grundforskning på højt videnskabeligt niveau, som fonden også støtter. De to supplerer og forudsætter hinanden, understreger Henrik Tronier:

”VELUX FONDENs grundforskningsprogram bidrager jo til det brede vidensfundament i samfundet og understøtter dermed udviklingen af vores demokrati i bred forstand – mens initiativer som HUMpraxis og Copenhagen Impact Lab har fokus på konkrete løsninger, der kan bidrage til et bæredygtigt samfund. De to spor hænger uløseligt sammen: Hvis du ikke har fundamentet på plads i form af viden på højeste niveau, kan du heller ikke sætte den viden i spil i praksissamarbejdet.” 

Copenhagen Impact Lab er foreløbig et toårigt samarbejde, men VELUX FONDEN og Crown Princess Mary Center arbejder på at videreudvikle netværket. 

 

Erfaringer fra forsknings- og praksissamarbejder

Crown Princess Mary Center udarbejder løbende opsamlinger og guides til samarbejder mellem forskning og praksis, bl.a. bygget på erfaringerne fra Copenhagen Impact Lab. Læs mere på https://marycenter.ku.dk/ny-viden/copenhagen-change-academy/ressourcer/

Nyheder