Mændenes Hjem skal give håndsrækning til det sociale frikort

Et socialt frikort giver nye muligheder for mennesker, der ikke før har haft adgang til arbejdsmarkedet. VELUX FONDEN giver 2,7 mio. kr. til at udvikle arbejdet med Socialt Frikort Vesterbro og matche flere små jobs med de allermest udsatte borgere.
Læs mere...

... om VELUX FONDENs støtte til sociale indsatser i Danmark: I 2021 er der i alt afsat 55 mio. kr. til metodeudviklende sociale indsatser i Danmark, der giver mennesker i en udsat position mulighed for at deltage aktivt i samfundets fællesskaber. 
Få info om uddelingsområdet for sociale indsatser i Danmark.

... om det sociale frikort:
Se Socialstyrelsens hjemmeside

Hjemløse, misbrugere og psykisk syge skal have en chance for at blive en del af arbejdsmarkedet. Det er tanken bag det sociale frikort, som giver udsatte borgere mulighed for at tjene 20.000 kr. uden at blive trukket i fx kontanthjælp eller anden offentlig ydelse. Ordningen er efter en toårig forsøgsperiode blevet forlænget, så den også gælder 2021-22.

Mændenes Hjem fik i 2019 en bevilling på 1 mio. kr. af VELUX FONDEN til at få erfaringer med det sociale frikort ift. udsatte hjemløse og misbrugere tilknyttet Mændenes Hjem, sexarbejdere tilknyttet Reden og stofbrugere tilknyttet Brugernes Akademi. De gode resultater fra forsøgsperioden har givet Mændenes Hjem blod på tanden til at udvikle modeller for, hvordan organisationer og lokalt erhvervsliv kan skabe små jobs til mennesker med ingen eller blot ganske lidt erfaring med arbejdslivet. Det får de nu en bevilling på 2,7 mio. kr. til:

”Vores brugere har mange udfordringer, men de er også mennesker med en masse ressourcer og ting at byde ind med. Det sociale frikort har givet dem mulighed for at deltage i arbejdsfællesskabet, og vi er meget glade for sammen med vores dygtige kolleger i Reden og Brugernes Akademi at kunne arbejde videre med at få udbredt frikortet,” siger forstander Ivan Christensen fra Mændenes Hjem.

I det ny projekt er der fokus på at skabe bæredygtige modeller, som på sigt kræver mindre engagement og understøttelse fra Mændenes Hjem og mere engagement omkring jobskabelsen fra borgerne selv og fra de lokale virksomheder. 

Små jobs gør stor forskel

Mændenes Hjem har indtil nu skabt mange gode resultater for de mennesker, det handler om:

”Ordningen med det sociale frikort er noget helt nyt i socialpolitikken i Danmark. I årevis har man forsøgt at finde en løsning på, hvordan man kunne få de mest udsatte borgere i beskæftigelse uden at det gik ud over deres offentlige ydelser. Det lader til at være lykkedes – i hvert fald for Socialt Frikort Vesterbro. Det er meget rørende at opleve, hvor stor forskel det har gjort for de udsatte borgere at tjene penge for et stykke arbejde. En del af forklaringen er, at Mændenes Hjem har haft succes med at aktivere det lokale erhvervsliv i at skabe små jobs, og vi håber, at projektet nu kan udvikle modeller for indsatsen, der kan bruges af andre,” siger programchef Vibeke Lybecker fra VELUX FONDENs uddelingsområde for sociale indsatser i Danmark.

Nyheder