VELUX FONDEN søsætter Tænketanken Hav

Tænketanken Hav skal være omdrejningspunkt i arbejdet for et rent, sundt hav og en bæredygtig brug af havet. Konkret skal tænketanken samle viden og skabe samarbejde mellem virksomheder, borgere og beslutningstagere om at genoprette havet.
Foto: Christoffer Marott

Maria Reumert Gjerding, forperson for tænketankens bestyrelse, udtaler:

- Hvis man dykker bare lidt ned under overfladen, så er vores hav lige nu i en dyb naturmæssig krise. Ål og torsk er gået fra at være nogle af de mest almindelige fisk i Danmark til at være kritisk truede. Ålegræs og andre planter forsvinder i hobetal. Vi bliver nødt til at sætte ind, hvis vores hav ikke skal ende som en undervandsørken.

- Der er heldigvis stor opmærksomhed på behovet for en grøn omstilling på landjorden. Men krisen for naturen og miljøet i havet, der dækker 70 procent af jordens overflade, er desværre meget overset. Derfor er der brug for en tænketank, som lægger alle sine kræfter i lige netop havet, og som viser veje til, hvordan vi kan komme i gang med en blå omstilling.

75 mio. kr. over 5 år

Se tænketankens hjemmeside - taenketankenhav.dk

Tjek også VELUX FONDENs miljøprogram, der har fokus på beskyttelse og benyttelse af det danske hav, herunder om jubilæumsprojektet, Tænketanken Hav

- Der er rigtig meget at vinde for os alle sammen ved at passe bedre på havet. Havet er jordens blå lunger, der kan opsuge enorme mængder CO2, hvis der er et rigt dyre- og planteliv. Et sundt hav betyder flere fisk og bedre fødevareforsyning i fremtiden. Bæredygtig brug af havet rummer et kæmpe potentiale for vores erhvervsliv. Og så kan vi sikre, at vores børn og børnebørn også kommer til at kunne bade og fange hundestejlere i et rent hav.

Bestyrelse med erhvervsliv, NGO’er og forskere

Tænketankens bestyrelse er bredt sammensat. Ud over Maria Reumert Gjerding består den blandt andet af havforsker Katherine Richardson og bestyrelsens næstforperson, Thomas Thune Andersen, som også er bestyrelsesforperson i blandt andet Ørsted A/S og VKR Holding A/S.Tænketanken skal også bidrage med viden om forretningsmuligheder i den blå omstilling, og administrerende direktør bliver Liselotte Hohwy Stokholm, tidligere direktør i Copenhagen Business Hub.

Forperson i VELUX FONDENs bestyrelse, Lykke Ogstrup Lunde, udtaler:

- Vores tilgang i VELUX FONDEN er altid at skabe forandring gennem dialog og samarbejde mellem interessenter og tværfagligheder. Det mener vi, i den grad også havet har brug for. Derfor har vi taget initiativ til Tænketanken Hav, der skal være havets stemme og samtidig skabe tæt samarbejde mellem erhvervsliv, beslutningstagere og civilsamfund om den blå omstilling.

Fakta
  • VELUX FONDEN har for en periode på mindst fem år hensat 75 mio.kr. til  at støtte tænketanken
  • Administrerende direktør i Tænketanken Hav bliver Liselotte Hohwy Stokholm, tidligere direktør i Copenhagen Business Hub
  • Tænketanken er etableret som en forening for medlemmer fra både virksomheder og organisationer samt forskere og privatpersoner
  • Tænketanken afholder sin første generalforsamling for medlemmer i september

Tænketankens bestyrelse består af:

  • Forperson Maria Reumert Gjerding (præsident, Danmarks Naturfredningsforening)
  • Næstforperson Thomas Thune Andersen (bestyrelsesforperson i blandt andet Ørsted A/S og VKR Holding A/S)
  • Dea Forchhammer (direktør, Ungdomsøen)
  • Katherine Richardson (professor, Københavns Universitet)
  • Dorthe Jørgensen, (dr.phil. og dr. theol. – filosof, teolog og idéhistoriker)
  • Anne Christine Brusendorff (generalsekretær, ICES)
  • Martin Præstegaard (viceadministrerende direktør, ATP)

Pressebilleder

Kontakt

Tænketanken Hav, bestyrelsesforperson Maria Reumert Gjerding, M: 3119 3286

Tænketanken Hav, administrerende direktør Liselotte Hohwy Stokholm, M: 2498 8000, lhs@taenketankenhav.dk

VELUX FONDEN, Charlotte Korsager Winther, kommunikationschef, M: 5117 6774, ckw@veluxfoundations.dk

Nyheder